Israel har gennemført luftangreb i det sydlige og østlige Libanon mandag.
Det oplyser libanesiske statsmedier ifølge nyhedsbureauet AFP, kort efter at Israel kom med advarsler, om at landet ville angribe påståede Hamas- og Hizbollah-mål i fire landsbyer.
Der er tale om den første advarsel af sin slags i år, hvor Israel fortsætter med at angribe mål i Libanon trods en våbenhvile med Hizbollah-bevægelsen.
En AFP-fotograf i Kfar Hatta, som er en af de ramte landsbyer, så mange familier flygte. Billeder fra byen viser en eksplosion med et klart orangegult lys og røg, der stiger til vejrs.
Samtidig meldes der om droneaktivitet i området, mens ambulancer og brandbiler står klar.
NNA, som er det statslige libanesiske nyhedsbureau, rapporterer, at angrebene ramte fire landsbyer - som det blev varslet af Israel.
Ifølge NNA forårsagede et angreb i byen al-Manara i det østlige Libanon "den totale ødelæggelse af et hus og alvorlige skader på omkringliggende huse, biler og forretninger".
/ritzau/AFP
