Der er søndag foretaget en begrænset åbning af Rafah-overgangen for borgere i Gaza for første gang i næsten et år.
Det oplyser Cogat, som er den israelske myndighed, der koordinerer Israels aktiviteter i de palæstinensiske områder, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det er en "indledende pilotfase", som søndag er begyndt, melder Cogat og siger, at der aktuelt er "indledende forberedelser med det mål at øge paratheden til grænseovergangens fulde drift".
Borgere vil først få mulighed for at krydse overgangen, når forberedelserne er færdige, oplyser myndigheden.
Åbningen er et led i en våbenhvileaftale mellem Israel og den militante palæstinensiske gruppe Hamas.
Rafah-overgangen er en vigtig grænseovergang for civile og nødhjælp mellem Gazastriben og Egypten.
Men den har udover en kortvarig og begrænset åbning tidligt i 2025 været lukket, siden israelske styrker tog kontrol over den i maj 2024.
Tre kilder siger, at en større åbning er ventet mandag.
Kilderne siger videre, at der endnu ikke er lavet en aftale om, hvor mange palæstinensere der vil få lov til at komme ind og ud af Gaza i forbindelse med den begrænsede genåbning.
200 patienter venter på godkendelse til at komme ud af Gazastriben, når overgangen bliver åbnet, siger en person i Gazas sundhedsministerium til AFP. Senere venter yderligere tusindvis på at komme ud af Gaza til behandling i Egypten, oplyser sundhedsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet dpa.
Trods aftalen om våbenhvilen meldes der fortsat om dræbte i Gaza.
Lokale myndigheder sagde lørdag, at der var over 30 dræbte i israelske luftangreb. Det var brud på våbenhvilen, der havde fået det israelske militær til at udføre flere angreb som gengæld, sagde Israel.
Borgere, der vil ind og ud af Gaza, skal godkendes i samarbejde med Egypten - og der skal også en israelsk sikkerhedsgodkendelse til samt en screening foretaget af en EU-mission.
Genåbningen, som søndag skulle være i gang, sker, efter at Israels militær mandag erklærede, at der ikke var flere israelske gidsler i Gaza, da liget af det sidste gidsel var blevet hentet.
Det var politibetjenten Ran Gvili. Ifølge militæret døde han den 7. oktober 2023, hvorefter hans døde krop blev taget med ind i Gaza.
Frigivelsen af alle gidsler - både levende og jordiske rester - har været et hovedfokus i den første del af den amerikanske våbenhvileplan for Gaza.
Genåbningen af Rafah-overgangen skal efter planen gøre det muligt for et teknokratisk organ bestående af 15 personer at komme ind i Gaza. Her skal det føre tilsyn med den daglige regeringsførelse. Medlemmerne ventes dog ikke at komme ind i Gaza søndag.
I spidsen for organet står Ali Shaath, som har haft flere poster i den palæstinensiske selvstyremyndighed.
Et såkaldt fredsråd - Board of Peace - skal så føre tilsyn med det teknokratiske organ. I spidsen for fredsrådet står USA's præsident, Donald Trump.
Foreløbig har begrænset nødhjælp fået lov at komme ind i Gaza via grænseovergange til Israel, skriver dpa.
/ritzau/AFP
