Det er 'hjerteskærende' billeder, der lige nu kommer fra Israel.

Sådan siger B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino, efter Israels militær mandag har delt optagelser af genforeningen mellem israelere og deres familier efter to års fangenskab i Gaza.

»De scener, vi ser udspille sig i Israel lige nu, er hjerteskærende,« lyder Confinos umiddelbare reaktion på billederne fra Israel.

En video delt af IDF på X kort før klokken 17 dansk tid viser gidsler omfavne deres familier, som bryder ud i stor gråd.

»Det er først og fremmest følelse af glæde og lettelse, der får frit løb,« siger Confino om videoerne.

»Men man kan også høre i de hjerteskærende gråd, at der er tale om dybe traumer for både gidslerne og deres familier. De har været igennem et to år langt helvede.«

Det var under et terrorangreb mod Israel 7. oktober 2023, at palæstinesiske militante styrker tog en lang række israelere som gidsler. Det blev startskuddet for en to år lang og brutal krig i Gaza.

Når gidslerne mandag kommer hjem, skyldes det, at det langt om længe er lykkedes parterne at blive enige om en fredsaftale.

For gidslernes pårørende gik livet i stå på dagen for terrorangrebet, siger Confino.

»Mange af dem beskriver det samme: De kan ånde nu.«

På den seneste video delt af IDF ser man de to gidsler Segev Kalfon og Bar Kupertschtein.