Det israelske luftvåben har angrebet og ødelagt den statslige radio- og tv-station Islamic Republic of Iran Broadcastings (Irib) hovedkvarter i Irans hovedstad, Teheran.
Det melder Israels militær (IDF) ifølge nyhedsbureauet AFP.
- For kort tid siden angreb og ødelagde det israelske luftvåben det iranske terrorregimes kommunikationscenter i Teheran, oplyser militæret.
Irans revolutionsgarde styrer ifølge det israelske militær den kommunikation, der blev udsendt fra Irib.
- De aktiviteter, der foregik i centret, blev udført og styret af Irans revolutionsgarde.
- Gennem årene har den iranske radio- og tv-station opfordret til ødelæggelsen af staten Israel og til brugen af atomvåben, skriver Israels militær.
Israelske kampfly smed mere end 12 bomber ned på bygningen, oplyser IDF til det israelske medie The Times of Israel.
Irib bekræfter røg fra to eksplosioner i nærheden af dets hovedkvarter på beskedtjenesten Telegram. Det skriver AFP. Eksplosionerne har dog ikke påvirket nogen udsendelser, lyder det videre.
Forud for angrebet havde IDF opfordret beboere i området omkring Irib-hovedkvarteret til at forlade stedet.
Det er ikke første gang, at IDF har udført angreb på den statslige radio- og tv-station i Teheran.
I juni 2025 blev Iribs hovedkvarter også angrebet, da USA og Israel i en periode på 12 dage udførte angreb i Iran, beretter The Times of Israel.
Lørdag iværksatte Israel og USA et omfattende fælles angreb mod Iran. Siden er flere højtstående iranske ledere blevet dræbt, blandt andre Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.
Siden har Iran svaret igen ved at angribe både mål i Israel og en række lande, hvori der ligger amerikanske militærbaser. Seks amerikanske soldater er blevet dræbt i angrebene.
I Iran er dødstallet siden lørdag steget til over 500.
/ritzau/
