Islands statsminister, Kristrún Frostadóttir, afviser at kalde befolkningens EU-nej et "tilbageslag".

Hun kalder det i stedet en "sejr for demokratiet".

Det skriver nyhedsbureauet AFP, efter at den nordatlantiske nation har været til folkeafstemning om at genoptage optagelsesforhandlinger med EU.

Frostadóttir var ellers på ja-siden, men måtte se et flertal på 52,8 procent stemme nej mod de 47,2 procent, der stemte ja

Stemmeprocenten var på 82,5 ifølge islandske RUV.

- Jeg ser det ikke som et tilbageslag. Jeg ser det som en sejr for demokratiet. Der var over 80 procent af landet, som engagerede sig i en sag som denne, siger den socialdemokratiske statsminister på et pressemøde ifølge AFP.

Hun bekræfter, at "regeringen ikke kommer til at gå videre med optagelsesforhandlinger i denne periode".

Afstemningsresultatet var ikke bindende, men regeringen havde på forhånd lovet at rette sig efter befolkningens ønske.

Island søgte i første omgang om EU-medlemskab i 2009 under en regering af centrum-venstre-partier. Forhandlinger blev indledt året efter.

Men processen blev stoppet i 2013, da en mere EU-skeptisk regering kom til, og i 2015 bad Island om ikke at blive betragtet som kandidatland.

Dog er ansøgningen aldrig formelt blevet trukket tilbage med det islandske parlaments godkendelse.

Om man nu skal gå efter en sådan formel tilbagetrækning af ansøgningen, ønsker den islandske statsminister ikke at sige på nuværende tidspunkt ifølge RUV.

Lørdagens afstemning blev holdt, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, med sine udmeldinger om told og Grønland har skabt international uro.

Men argumenter om en større sikkerhed med EU-medlemskab overbeviste ikke nej-siden, der blandt andet havde fokus på ønsket om fortsat suverænitet - ikke mindst i forhold til fiskerettigheder.

Flere EU-skeptiske stemmer har søndag ønsket Island tillykke.

Lederen af det britiske parti Reform UK, Nigel Farage - en afgørende stemme i briternes udtræden af EU - glæder sig på Islands vegne over, at de kan "bevare deres uafhængighed", skriver han på X.

Frankrigs Marine Le Pen skriver, at afstemningen viser muligheden for et "Europa bestående af frie suveræne nationer, som samarbejder frivilligt".

RITZAU