Lande opfordres til at overveje at tilbagekalde deres ambassadører i Danmark og Sverige til konsultationer
Rådet af udenrigsministre i Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC) fordømmer "kraftigt" afbrændingen af koraner i Sverige og Danmark.
Det fremgår af en meddelelse på OIC's hjemmeside efter et møde mandag.
Samtidig kritiserer rådet manglende handling fra dansk og svensk side.
OIC's medlemslande opfordres til at "overveje at iværksætte enhver nødvendig beslutning eller handling, som de anser for passende i deres relationer med lande, hvor Koranen skændes, som i Danmark og Sverige", står der.
Det kan omfatte at "tilbagekalde ambassadører i de to lande til konsultationer".
OIC beskriver sig selv som den muslimske verdens samlede stemme.
Organisationen består af 57 lande fra fire forskellige kontinenter. Det er ikke alle medlemslande, der nødvendigvis har islam som den mest udbredte religion.
Følg udviklingen i sagen i B.T.s LIVE-blog lige her.
/ritzau/