Blodspor og knust glas med et fingeraftryk tilhørende ægtemanden til sin elskerinde.

Sådan forsøgte en 39-årig mand blandt andet at iscenesætte sin egen død - og at pege fingrene mod konkurrenten.

Ja, det kan meget vel lyde som plottet til en amerikansk thriller, men ikke desto mindre er det detajler fra en norsk drabssag, der i den grad vakte opsigt tilbage i 2018, hvor den fandt sted.

Her knap to år senere er den 39-årige mand - en ungarsk automekaniker - netop blevet idømt to års ubetinget fængsel for sin ugerning.

Det skriver den norske avis Romsdal Budstikke ifølge TV 2 Norge.

Dommen er en skærpelse af en tidligere dom, der lød på halvandet års fængsel.

Sagen vakte massiv opmærksomhed i Norge i juni 2018, da den dengang 37-årige mekaniker fra Ungarn forsvandt 25. juni.

Han blev meldt savnet, og der blev brugt enorme ressourcer fra politiets side i håbet om at finde ham. Blandt andet blev to damme tappet for vand, fordi politiet frygtede, at manden var blevet dræbt og smidt i vandet.

Et ægtepar - mandens elskerinde og hendes mand - blev i første omgang varetægtsfængslet og sigtet for at have kidnappet manden.

Sigtelsen skyldtes blandt andet, at politiet fandt ægtemandens fingeraftryk på et stykke knust glas i automekanikerens lejlighed, der desuden var fyldt med blodspor.

Derudover blev ægtemandens eget blod fundet i den dengang forsvundne mands bil.

Sagen tog dog en opsigtsvækkende drejning, da manden pludselig blev fundet barfodet i en fransk landsby.

Efter syv måneder blev han udleveret til Norge, hvor han blev tiltalt for at fabrikeret beviser med hensigten om at straffe ægteparret.

Dommen dengang lød som nævnt tidligere på halvandet års fængsel - samt en bøde på 160.000 norske kroner i erstatning til ægteparret - men manden ankede i håbet om at blive frifundet.

Det blev han dog altså ikke. I stedet fik han tilføjet seks måneder ekstra til straffen - samt 40.000 norske kroner oveni regningen til ægteparret.

Den 39-årige har tænkt sig anke dommen på ny, oplyser hans advokat, Oddvar Aarsæther, til den norske avis.