Industriområdet Mahshahr Special Petrochemical Zone i den iranske provins Khuzestan er lørdag blevet udsat for israelsk-amerikanske angreb.
Det rapporterer det iranske medie ISNA ifølge Reuters.
Det er endnu uklart, om der er tilskadekomne eller dræbte i angrebet.
Ifølge det iranske nyhedsbureau Fars er tre virksomheder blevet ramt.
Samtidig er der meldinger om et andet angreb, der ramte et område omkring et atomkraftværk i Bushehr, og et tredje angreb, der ramte en passagerterminal ved en grænseovergang mellem Iran og Irak.
En vagt på atomkraftværket i Bushehr blev dræbt i angrebet, og en bygning på atomkraftværkets grund blev beskadiget, oplyser Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) på det sociale medie X.
På grænsen mellem Iran og Irak mistede en irakisk chauffør livet, mens fem andre irakere kom alvorligt til skade.
Som følge af angrebet har de irakiske myndigheder lukket grænseovergangen.
Et fjerde angreb har ramt en cementfabrik i Bandar Khamir i det sydlige Iran, oplyser Ahmad Nafisi, der er viceguvernør i provinsen Hormozgan ifølge Tasnim. Ingen personer er kommet til skade i dette angreb.
Mahshahr Special Petrochemical Zone var det første sted, hvorfra der lørdag formiddag var meldinger om angreb. Zonen ligger tæt på kysten ud til Den Persiske Golf - cirka 90 kilometer fra grænsen til Irak.
Industriområdet omfatter en lang række anlæg, der bearbejder olie og gas og producerer kemiske produkter.
USA's præsident, Donald Trump, har tidligere truet med at angribe iranske kraftværker og energiinfrastruktur, hvis ikke Iran genåbner Hormuzstrædet.
Hormuzstrædet bliver under normale omstændigheder brugt til at sejle olie og naturgas ud fra landene omkring Den Persiske Golf.
Trump har flere gange forlænget fristen for, hvornår USA vil begynde at bombe kraftværkerne. Det skyldes fremdrift i forhandlinger om krigen, som ifølge Trump foregår mellem Iran og USA.
Han har senest sagt, at USA ikke vil angribe de iranske kraftværker frem til mandag 6. april klokken 20 lokal tid.
/ritzau/
