Irans øverste diplomatiske repræsentant i Danmark har tirsdag været til samtale i Udenrigsministeriet.

Diplomaten skulle stå skoleret efter "talrige overgreb mod civilbefolkningen", skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

- Det iranske regime har en lang og brutal historik for at slå hårdt ned på folkets protester, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i meddelelsen.

- Det har vi igen været vidne til de seneste uger, og det er ganske enkelt uacceptabelt. Det har vi med store bogstaver fortalt den iranske chargé d'affaires i dag. EU har allerede indført omfattende sanktioner mod Iran, og vi er klar til at tage yderligere skridt fra dansk side.

Samtalen kom i stand på foranledning af Lars Løkke, lyder det videre.

Det var dog ikke muligt at indkalde den iranske ambassadør i Danmark, da han er bortrejst.

Udenrigsministeriet oplyser ikke, hvem den iranske diplomat var kaldt til samtale hos.

Siden slutningen af december har der været demonstrationer i Iran mod præstestyret, som har regeret i Iran siden den islamiske revolution i 1979.

Over 600 mennesker meldes ifølge menneskerettighedsorganisationer dræbt under demonstrationerne.

Præstestyret har lukket for internettet i Iran, og det har tirsdag været nede i over 100 timer.

Trods af internetnedbruddet florerer der på sociale medier videoer af brændende biler, bygninger og store menneskemængder på gaden.

I pressemeddelelsen fra Udenrigsministeriet lyder det, at regeringen opfordrer til, at der sikres fri og uhindret adgang til internettet.

Regeringen fordømmer også "det iranske regimes brug af vold mod demonstranter".

/ritzau/