Iagttagere ser magtkamp i Teheran knyttet til nye forhandlinger i Wien om atomaftale.

I Iran har parlamentet taget skridt til en retssag mod præsident Hassan Rouhani i en eskalerende magtkamp mellem moderate og konservative.

Præsidenten bliver beskyldt for at have ignoreret love, som er vedtaget i parlamentet. Ifølge nyhedsbureauet Fars stemte 190 af de 235 parlamentsmedlemmer imod præsidenten ved afstemningen.

Nyhedsbureauet Fars angiver ikke yderligere oplysninger eller detaljer om magtkampen. Den har ifølge politiske iagttagere forbindelse til nye forhandlinger i Wien med USA om atomaftalen fra 2015.

En aftale vil kræve, at de konservative grupper i det iranske styre går på kompromis med USA. De ser USA som deres ærkefjende.

De konservative grupper blev styrket ved et parlamentsvalg i februar 2020. De har siden optrappet og skærpet deres krav om et kursskifte fra den moderate præsident. De ser gerne Rouhani fjernet.

Rouhanis modstandere argumenterer for, at Den Islamiske Republik er afveget fra ideologiske mål med en provestlig kurs. De er også skeptiske over for atomaftalen.

Rouhani beskylder på sin side de konservative for at ofre nationale interesser for selv at vinde en stærkere position forud for et præsidentvalg i juni.

Rouhani selv får muligvis ikke mulighed for at genopstille. Han har allerede siddet to valgperioder. De konservative kæmper samtidig for at mindske andre moderate kandidaters chancer ved valget.

Iran har officielt budt det velkommen, at USA har sendt signaler om, at USA's sanktioner vil blive ophævet, hvis iranerne vender tilbage til atomaftalen fra 2015.

- Vi finder udspillet fra USA realistisk og lovende. Det kan blive starten på en genoprettelse af den dårlige proces, som førte diplomatiet ind i en blindgyde, sagde en talsmand for den iranske regering Ali Rabiei, da der for få dage siden blev indledt indirekte forhandlinger i Wien.

/ritzau/dpa