Reza Pahlavi, der er søn af Irans afdøde shah, skal mandag den 13. april tale i Riksdagen, Sveriges parlament.
Det skriver Svenska Dagbladet tirsdag.
Det er de parlamentariske grupper for partierne Kristdemokraterna og Sverigedemokraterna, der har inviteret ham.
Pahlavis far, Mohammad Reza Pahlavi, blev væltet som shah i Iran i 1979 efter en bølge af uroligheder i landet. Det sendte hele familien i eksil, hvorefter Iran blev omdannet til en islamisk republik.
Pahlavi, der er bosat i USA, har tidligere tilbudt sig som iransk leder eller overgangsfigur.
Den iranske opposition er dog splittet.
Magnus Berntsson, som er udenrigspolitisk ordfører for Kristdemokraterna, mener, at Pahlavi kan spille en vigtig rolle for oppositionen.
- Han er den person, som kan samle oppositionen, siger han ifølge Svenska Dagbladet.
Meldingen om Pahlavis besøg i Sverige kommer, samtidig med at Trump har sat en deadline for Iran til at åbne Hormuzstrædet inden onsdag klokken 02.00 dansk tid. Ellers vil iranske broer og kraftværker blive angrebet, har han sagt.
Reza Pahlavi fik ifølge nyhedsbureauet AFP stående ovationer under en tale ved den konservative konference CPAC i USA i slutningen af marts.
Her opfordrede han USA til at "holde kursen" i Iran.
- Hele dette regime skal ud, sagde Pahlavi og argumenterede for, at det eneste, som kan bringe stabilitet i Iran, er enden på den islamiske republik.
Samtidig udtrykte han stor opbakning til den amerikanske præsident, Donald Trump, der ellers flere gange har udtrykt skepsis over for Pahlavi som en potentiel iransk leder. Trump tvivler blandt andet på, hvorvidt Pahlavi har den nødvendige støtte i Iran.
/ritzau/
