Iran understreger mandag, at fjernelsen af miner i Hormuzstrædet udelukkende skal udføres af landet selv.

Det siger Kazem Gharibabadi, der er viceudenrigsminister, med henvisning til en melding tidligere på dagen fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

Her sagde Macron, at Frankrig har indgået et samarbejde med Oman om at deeskalere spændingerne i Mellemøsten.

- Vi har besluttet at samarbejde - sammen med vores partnere - om at rydde miner fra strædet for at sikre maritime ruter og garantere fri og ubetinget passage gennem Hormuzstrædet, skrev Macron på X efter et møde med Omans sultan Haitham bin Tariq al-Said i Frankrigs præsidentpalads.

Men Irans viceudenrigsminister opfordrer mandag aften Macron til ikke at involvere Frankrig i minerydning i Hormuzstrædet.

- Situationen er sensitiv og kompleks. Vi råder kraftigt Frankrig til ikke at komplicere det yderligere med dets provokationer, lyder det fra Gharibabadi.

USA's præsident, Donald Trump, har flere gange mandag understreget, at et møde med Iran snart vil finde sted i Qatars hovedstad, Doha.

- Iran har anmodet om et møde, det vil finde sted i morgen i Doha, skrev han i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.

Fra iransk side er meldingen dog noget anderledes.

Her lyder det, at en delegation af eksperter vil rejse til Doha i løbet af ugen, men at der ikke kommer til at være nogen forhandlinger med USA.

- En ekspertdelegation fra Den Islamiske Republik Iran vil rejse til Doha senere på ugen for at diskutere implementeringen af klausulerne i forståelsespapiret, siger udenrigsministeriets talsperson, Esmail Baghaei ifølge nyhedsbureauet AFP.

- I de kommende dage vil vi ikke afholde nogen forhandlingsmøder med den amerikanske side på noget niveau.

/ritzau/Reuters