Iran truer med gengældelsesangreb mod regional infrastruktur
USA's præsident, Donald Trump, truede onsdag med at angribe Irans broer og kraftværker i næste uge.

USA's præsident, Donald Trump, truede onsdag med at angribe Irans broer og kraftværker i næste uge.

Iran truer torsdag med at angribe infrastruktur i lande i dets nærområde, hvis USA gør alvor af sine trusler om at angribe iransk infrastruktur.
Det siger en talsperson for Irans øverste militærkommando ifølge nyhedsbureauet AFP.
Talspersonen siger, at "al infrastruktur i regionen vil blive knust under de stålhårde slag" fra Irans væbnede styrker.
USA's præsident, Donald Trump, truede onsdag med at angribe Irans broer og kraftværker i næste uge, hvis Iran ikke vender tilbage til forhandlingsbordet.
Udtalelserne kom i et interview i Fox News-udsendelsen "Special Report with Bret Baier" tirsdag aften, skrev mediet BBC.
Interviewet blev sendt, mens USA og Iran for fjerde dag i træk udvekslede angreb.
- I næste uge bliver det rigtig slemt for dem, lød det fra Trump til Fox News.
- Vi kommer til at slå alle deres kraftværker ud (af drift, red.). Vi kommer til at slå alle deres broer ud, medmindre de kommer til forhandlingsbordet og forhandler.
Trump har også tidligere truet med at rette angreb mod civil infrastruktur i Iran - heriblandt broer og kraftværker.
Det skete i april, hvor den amerikanske præsidents trussel mødte fordømmelse fra FN.
Iran har ifølge landets statsmedier torsdag udført droneangreb mod amerikanske baser i Jordan, Kuwait og Bahrain, skriver nyhedsbureauet.
Tidligere har der ligeledes været meldinger om iranske angreb i Qatar, Oman og De Forenede Arabiske Emirater.
Angrebene kommer, efter at USA onsdag udførte endnu en angrebsbølge mod landet.
Den 17. juni indgik de to parter en skrøbelig aftale om en våbenhvile, som siden reelt set er brudt sammen med gentagne angreb fra begge lande.
Samtidig har Iran igen erklæret Hormuzstrædet for lukket, mens USA ligeledes har genoptaget en blokade mod iranske havne.
RITZAU