»Det er os, der bestemmer tid og sted for vores modsvar.«
Sådan lyder det søndag ifølge CNN fra talsmand for Irans væbnede styrker brigadegeneral Abolfazl Shekarchi.
Han varsler en 'knusende' og 'kraftfuld' gengældelse for USA's drab på general Qasem Soleimani.
Generalen blev dræbt i et målrettet amerikansk droneangreb fredag, som præsident Trump havde givet ordre til.

Lige nu sørger iranerne over tabet af deres topgeneral.
Efter drabet erklærede ayatollah Ali Khamenei tre dages landesorg.
Søndag er titusinder på gaderne i den sydvestlige iranske by Ahvaz for at vise deres sorg og deltage i begravelsen af en af landets mest magtfulde mænd.
Lige siden drabet har iranerne pønset på hævn, og brigadegeneral Abolfazl Shekarchi lægger ikke skjul på, at den kommer.

Han er højt placeret i Irans Revolutionsgarde, og han advarer om, at Irans hævn for drabet vil indeholde 'offensive strategier, der overgår forsvarsforanstaltninger'.
»Vi vil tålmodigt udarbejde en plan for at svare igen på denne terrorhandling på en knusende og kraftfuld måde,« siger han ifølge CNN.
Donald Trump har dog direkte advaret iranerne om at svare igen.
Den amerikanske præsident skrev søndag på Twitter, at USA har udset sig 52 forskellige iranske mål, som man kan angribe, hvis Iran vælger at hævne drabet på Soleimani.

Amerikanerne mener nemlig, at topgeneralen var ansvarlig for et stort antal amerikaneres død, og at han var i gang med at planlægge nye angreb mod amerikanske mål.
Flere i Mellemøsten har dog kritiseret USA's angreb – blandt andet Tyrkiet.
CNN citerer det iranske nyhedsbureau IRNA for at skrive, at Irans præsident, Hassan Rouhani, lørdag talte i telefon med Tyrkiets præsident, Erdogan.
Rouhani skulle angiveligt have opfordret til, at regionen samler sig mod USA.
Lørdag udsendte den iranskstøttede shiamilits Kataib Hizbollah i Irak en advarsel til irakiske sikkerhedsstyrker om, at de fra søndag aften skal holde sig mindst en kilometer fra amerikanske baser. Det rapporterede nyhedsbureauet Reuters.
Advarslen fra den militante gruppe kom, kort tid efter at raketter lørdag aften slog ned i den såkaldte Grønne Zone i Iraks hovedstad, Bagdad, hvor blandt andet USA's ambassade ligger.
En amerikansk statsborger blev 27. december dræbt, og adskillige amerikanske og irakiske militærfolk kom til skade, i et angreb mod en militærbase i Irak.
USA hævder, at Qasem Soleimani var hjernen bag angrebet.


