Mindst 13 personer er blevet dræbt under et angreb på et beboelsesområde i den sydvestlige del af Irans hovedstad, Teheran.

Det rapporterer det iranske nyhedsbureau Fars natten til mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det fremgår ikke umiddelbart, om der er civile blandt de dræbte.

Samtidigt melder den statslige radio- og tv-station Irib om gasudslip i den iranske hovedstad, efter at et luftangreb skal have ramt et universitet.

Det iranske militær varslede kort forinden om voldsom gengældelse, hvis dets modstandere retter angreb mod civile iranske mål.

- Hvis angreb på civile mål gentages, vil de næste faser af vores offensive og gengældende operation blive meget mere ødelæggende og omfattende, siger en talsmand for det iranske militærs operative hovedkvarter, Khatam al-Anbiya, i udtalelsen.

Den iranske trussel kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, har truet med at ødelægge Irans civile infrastruktur og har krævet, at Iran bøjer sig for et krav om en genåbning af Hormuzstrædet.

I en udtalelse til Wall Street Journal søndag sagde præsidenten, at han giver Iran en frist til tirsdag aften for at genåbne Hormuzstrædet.

- Hvis de ikke gør noget inden tirsdag aften, vil de ikke have nogen kraftværker, og de vil ikke have nogen broer tilbage, sagde Trump til avisen.

USA og Israel indledte krigen mod Iran 28. februar. Ifølge Trump skete det for at forhindre Iran i at udvikle atomvåben og udvikle missiler, der kan nå USA.

Det fik iranerne til de facto at lukke Hormuzstrædet, hvor omkring en femtedel af verdens olie transporteres igennem.

Tidligere søndag antydede Trump i et opslag på Truth Social, at USA vil bombe Irans broer og kraftværker, hvis Iran ikke genåbner den vigtige vandvej.

- Åbn det fucking stræde, I sindssyge skiderikker, eller I kommer til at bo i Helvede - vent og se! Lovet være Allah.

Søndag sagde Trump desuden til tv-stationen Fox News, at han mener, at der er en god chance for at indgå en aftale med Iran mandag.

Natten til mandag skriver det amerikanske medie Axios, at USA, Iran og en gruppe regionale mæglere er i forhandlinger om en mulig 45-dages våbenhvile, som kan føre til en permanent afslutning på krigen i Mellemøsten.

Oplysningerne fra mediet fra fire unavngivne amerikanske, israelske og regionale kilder med kendskab til forhandlingerne. Kilderne vurderer dog, at chancerne for at nå frem til en aftale inden Trumps frist er små.

/ritzau/