Atomforhandlinger mellem USA og Iran gennem mæglere fra Oman er ovre fredag, men der er enighed om at fortsætte.
Det siger Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vores holdninger blev udvekslet i en meget god stemning, og den anden parts synspunkter blev delt med os, siger han til iransk stats-tv.
Det står ikke umiddelbart klart, hvornår forhandlingerne starter op igen. Det vil blive besluttet senere, siger Araghchi.
Forhandlingerne fandt sted i Omans hovedstad, Muskat.
Det var det første møde mellem de to lande, siden USA i juni sluttede sig til Israels krig mod Iran, hvor flere atomanlæg blev angrebet.
Situationen mellem de to lande har været særdeles anspændt.
Der har været flere ugers stridigheder mellem USA og Iran i kølvandet på voldsomme demonstrationer mod præstestyret i Iran, der har kostet tusindvis af mennesker livet.
USA har truet med at angribe Iran, efter at der er blevet slået hårdt ned på protesterne, og amerikanerne har oprustet militært ud for Irans kyst den seneste tid. Det har skabt frygt for et større amerikansk angreb i Iran.
Iran har gentagne gange truet med et resolut militært modsvar, hvis landet bliver angrebet af USA.
Men fredag taler Araghchi om en "god start på forhandlingerne", skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Og der er en forståelse af, at forhandlingerne fortsætter. Det vil blive besluttet i de to hovedstæder, hvordan der koordineres om fortsættelsen, siger Aragchi til iransk stats-tv.
Embedsmænd fra de to parter vender således hjem til yderligere drøftelser, og "muren af mistillid" skal overvindes, forklarer ministeren.
USA og Iran forhandlede i foråret sidste år om at nå frem til en aftale, der skal erstatte atomaftalen fra 2015, som USA trak sig fra i 2018, da Trump var præsident første gang.
Med den daværende aftale fjernede en række vestlige lande deres sanktioner mod Iran, mens Iran lovede at begrænse sin berigelse af uran.
Forhandlingerne gik i stå, da Israel natten til den 13. juni indledte et stort angreb på Iran - ifølge Israel for at hindre Iran i at blive en militær atommagt.
/ritzau/
