Tusindvis af amerikanske tropper er i disse timer på vej til områder omkring Iran. En mulig eskalering synes undervejs.

Men hvad er reelt de amerikanske muligheder netop nu? De er få og ikke specielt gode, hvis man spørger en dansk ekspert.

Noget synes under opsejling i områderne omkring Iran.

Allerede nu har USA store mængder tropper i Mellemøsten.

Og de seneste meldinger går på, at omkring 10.000 yderligere tropper er på vej.

Men hvad er reelt USAs muligheder, når det kommer til Iran, hvis man ikke vil bakke ud?

»Det helt store problem for USA er Hormuzstrædet. Det vil USA og Trump gerne have åbnet,« siger militæranalytiker Anders Puck Nielsen til B.T.

Den første mulighed er en, vi allerede er ved at se udspille sig.

Et markant og stigende pres på det iranske regime.

»Donald Trump er ved at se, om han kan presse Iran med trusler om straf, så det gør ondt,« siger Anders Puck Nielsen.

Hormuzstrædet har stort set været lukket siden krigens begyndelse. Det vigtige stræde, hvor store dele af verdens olie og gas sejles igennem, vil Trump meget gerne have genåbnet.
Hormuzstrædet har stort set været lukket siden krigens begyndelse. Det vigtige stræde, hvor store dele af verdens olie og gas sejles igennem, vil Trump meget gerne have genåbnet. AFP/Ritzau Scanpix

Her refererer han blandt andet til, at Donald Trump i den foregående weekend nedsatte en deadline på 48 timer.

Hvis ikke Iran genåbnede Hormuzstrædet, så ville USA begynde at angribe den iranske energiforsyning.

Den deadline blev siden udskudt først fem dage, så ti dage. Men den er et godt billede på, hvordan Trump forsøger at presse den iranske top til at give ham, hvad han ønsker.

Et andet billede på det er de tusindvis af tropper, som USA har på vej til områderne nær Iran netop nu.

Det er dog langt fra sikkert, det vil lykkes med Trumps preskampagne, fortæller Anders Puck Nielsen.

Og så står USA ikke med ret mange valg, mener den danske ekspert.

»Hvis de her trusler ikke virker, så kan der blive tale om en landinvasion, hvor USA forsøger at sætte sig på den iranske kyst, så de kan genåbne Hormuzstrædet,« siger Anders Puck Nielsen.

Han slår fast, at det for ham at se ikke vil give mening, hvis USA forsøger at genåbne Hormuzstrædet med krigsskibe alene.

Den iranske sydkyst omkring Hormuzstrædet er et muligt mål for USA. Men det kan ende med en svær situation for Trump.
Den iranske sydkyst omkring Hormuzstrædet er et muligt mål for USA. Men det kan ende med en svær situation for Trump. Google Maps

Det er ganske enkelt for risikabelt for USA og for let at gøre noget ved for Iran.

»Det vil næsten være umuligt at åbne Hormuzstrædet med konvojer. Det vil være nemt for Iran. De skal bare angribe en enkelt olietanker med et missil, drone, mine eller en mindre båd,« siger den danske ekspert.

Derfor ser han en landinvasion som et muligt skridt, hvis ikke pres- og trusselskampagnen virker.

Og det vil sikkert også være til at opnå for USA.

Men det, der følger bagefter, kan blive rigtig grimt, mener Anders Puck Nielsen.

»USA kan sikkert godt indsætte marinesoldater og indtage Irans kystområder. Det vil kræve tusindvis af tropper. Og det virker til, at USA er i gang med at forberede muligheden for det lige nu,« siger den danske ekspert.

»Hvis USA gør det, kan det blive noget rigtigt rod. En ting er at sætte sig på områderne nær kysten, men de amerikanske tropper vil blive nemme mål, sikkerhedssituationen vil blive frygtelig, med angreb med droner og vejsidebomber mod amerikanske tropper,« siger Anders Puck Nielsen.

Og her kan de se den grimme udvikling.

»Den situation kan eskalere, for en af USAs muligheder er at indsætte endnu flere tropper for at beskytte dem ved kysten. Og så kan vi pludselig stå med en situation, som minder om Irak og Afghanistan,« siger han.