Irans øverste leder, Mojtaba Khamenei, har godkendt en rammeaftale med USA, selv om han har forbehold over for den.

Det siger Khamenei i en skriftlig meddelelse til det iranske folk ifølge Reuters torsdag.

Det er under et døgn siden, at USA's præsident, Donald Trump, satte sin underskrift på aftalen, der for nu sætter en stopper for krigen.

Khamenei siger, at Irans præsident, Masoud Pezeshkian, har forsikret ham om, at det iranske folks interesser vil blive varetaget.

- Det er åbenlyst, at de forhandlinger, som vil blive afholdt ansigt til ansigt i fremtiden, ikke betyder, at fjendens synspunkt accepteres, siger Khamenei ifølge AFP om fremtidige forhandlinger med USA.

Mojtaba Khamenei blev udnævnt som øverste leder 8. marts, men har ikke vist sig offentligt, mens han har haft posten.

Hans far, ayatollah Ali Khamenei, blev dræbt i angreb mod Iran 28. februar.

/ritzau/