Irans udenrigsministerium fordømmer onsdag den amerikanske regerings "åbenlyse brud" på den midlertidige aftale mellem landene.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen fra det iranske ministerium kommer, efter at USA og Iran har genoptaget angrebene.

Det iranske ministerium siger, at en række amerikanske tiltag – herunder en ophævelse af en midlertidig tilladelse til at sælge iransk olie – betyder, at "vigtige og fundamentale dele" af det fælles forståelsespapir er "virkningsløse". Det skriver Sky News.

Ministeriet henviser også til israelske angreb i Libanon, skriver Reuters.

Tirsdag aften og natten til onsdag udførte det amerikanske militær en række angreb mod mål i Iran. Det skete ifølge USA's militær efter flere angreb fra Iran på internationale handelsskibe i Hormuzstrædet.

Siden har Iran svaret igen mod Bahrain og Kuwait, og onsdag morgen meldes der om fortsatte eksplosioner i regionen.

Der var ifølge USA angreb på tre handelsskibe i Hormuzstrædet, hvorfor USA trak den iranske tilladelse til at sælge olie tilbage.

- Iran vil kun høste frugterne (af aftalen, red.), hvis de opfører sig godt, sagde en anonym amerikansk embedsmand til mediet CNBC.

USA og Iran blev i midten af juni enige om et forståelsespapir, som forpligter de to lande til at forhandle om en endelig fredsaftale inden for en periode på 60 dage.

I det såkaldte "Memorandum of Understanding" blev parterne for tre uger siden blandt andet enige om at stoppe med at angribe hinanden.

Efter at aftalen var indgået, beskyldte begge lande i flere dage modparten for at bryde aftalen.

Qatar, som er en afgørende mægler mellem USA og Iran, har onsdag fordømt iranske angreb mod Kuwait og Bahrain. På X opfordrer landets udenrigsministerium til dialog.

- Fortsættelsen af disse uacceptable angreb udgør en farlig optrapning, der truer regionens sikkerhed og stabilitet, skriver ministeriet.

Krigen blev indledt 28. februar, da Israel og USA angreb Iran.

RITZAU