Iran planlægger ikke at gå i krig, men er forberedt på en eventuel krig.
Det siger den iranske udenrigsminister, Abbas Araghchi, på en konference for udenlandske ambassadører i Teheran mandag, skriver nyhedsbureauet AFP.
Udmeldingen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, søndag sagde, at det amerikanske militær undersøger vidtgående muligheder for at skride ind over for styret i Iran.
Baggrunden er, at flere hundrede civile meldes dræbt under de seneste ugers demonstrationer i landet.
- Den Islamiske Republik Iran går ikke efter krig, men er fuldt ud forberedt på krig, siger Abbas Araghchi.
- Vi er også klar til at forhandle, men disse forhandlinger skal være retfærdige med lige rettigheder og baseret på gensidig respekt.
Ifølge menneskerettighedsorganisationen HRANA er næsten 500 demonstranter blevet dræbt under protesterne i Iran. De begyndte 28. december og udsprang af utilfredshed med den høje inflation i landet.
Siden er demonstrationerne kommet til at handle om en generel utilfredshed med det iranske præstestyre.
Trump sagde søndag, at Irans ledelse har kontaktet den amerikanske administration for at søge det, som præsidenten betegner som forhandling.
- Et møde er ved at blive sat op. De vil gerne forhandle, sagde Trump til journalister om bord på det amerikanske præsidentfly, Air Force One.
Demonstrationerne har sat det iranske præstestyre under et voldsomt pres. Præstestyret har regeret i Iran siden den islamiske revolution i 1979.
Undervejs har Reza Pahlavi, der er den ældste søn af Irans sidste shah, vist sin støtte til demonstranterne.
Hans far, Mohammed Reza Pahlavi, var leder for Irans monarki frem til 1979, hvor monarkiet blev væltet, og han og familien blev tvunget i eksil.
Reza Pahlavi har opfordret demonstranterne til at fortsætte protesterne.
- Jeg er stolt af jer, skrev han fredag på Facebook.
Det er dog formentlig de færreste iranere, der har set Pahlavis opslag, for der har været landsdækkende internetnedbrud i Iran siden torsdag.
/ritzau/
