I Iran står biler i flammer, iranske flag rives itu og gaderne runger af rasende tilråb fra demonstrationer, som kun vokser sig større.

Den iranske befolkning har fået nok, og nu er der nogle blodige dage i vente.

Sådan lyder det fra B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino, om de iranske demonstrationer mod landet præstestyre, som på kun 13 dage tilsyneladende har bredt sig hurtigere end nogensinde.

»Vi kan konkludere at demonstrationerne har spredt sig over stort set hele landet. Særligt skal vi lægge mærke til, at vi ser så mange i hovedstaden Teheran.«

»Det er hjertet som det sted, der er regimets hovedsæde. Det, at vi ser, hvad der ligner titusinder på gaden flere steder i hovedstaden, det er regimet hyperbange for,« siger Jotam Confino.

Med en gnist i form en pludselig prisstigning på basale fødevarer og et kollaps af den lokale valuta har en enkelt protest i Tehrans Grand Bazaar avlet den ene demonstration mod regimet efter den anden.

Fredag lyder det ifølge BCC, at demonstrationerne har spredt sig til over 100 byer over alle Irans 31 region.

Men selvom den katastrofale økonomiske situation har været tændvæsken, er det langt fra den primære årsag til de enorme, voldelige protester:

»Økonomien er kun spidsen af isbjerget. Den fundamentale vrede stammer fra, at iranerne lever i et præstestyre, hvor der ikke er helt basale rettigheder for befolkningen, og hvor der reelt er tale om et rædselsregime,« siger Jotam Confino.

»Mange af de mennesker, der går på gaden, har mistet familiemedlemmer, venner og bekendte til regiment, og har fået frataget rettigheder,« siger han og tilføjer:

»Det kan blive ekstremt blodigt,« siger B.T.s mellemøstkorrespodent om protesterne mod ayatollah Khameni.
»Det kan blive ekstremt blodigt,« siger B.T.s mellemøstkorrespodent om protesterne mod ayatollah Khameni. Iranian Supreme Leader Office Handout/EPA/Ritzau Scanpix

»Alt det er en masse store åbne sår, som pludselig eksploderer, når der kommer endnu en forfærdelig situation.«

Billeder og videoer fra de iranske protester viser blandt andet menneskemængder i tusindvis, sætte gaderne i flammer, mens de råber »Død over Khamenei« – en direkte udfordring af Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

Reaktioner og tilråb, som ikke vil accepteres af de iranske sikkerhedsstyrker, med hvem sammenstød allerede har kostet mindst 45 demonstranter, herunder otte børn, livet.

Sådan lyder det fra den norske Ngo Iran Human Rights Ngo (IHRNGO) torsdag, hvor det tilføjes at hundredvis er blevet såret, og over 2.000 mennesker er blevet anholdt.

»Alt tyder på, at det vokser, og at vi vil se flere sammenstød mellem demonstranterne og iranske sikkerhedsstyrker,« siger B.T.s mellemsøstkorrespondent.

»Der venter blodige dage, men det er svært at spå om, præcis hvad der kommer til at ske,« siger Jotam Confino.

Iran blev torsdag aften også ramt af et totalt internet-blackout. Læs mere om det HER .

Du kan også følge den seneste udvikling i Iran og på den geopolitiske scene i B.T.s liveblog HER.