Den amerikanske præsident Donald Trump erklærede fra få uger siden, at Islamisk Stat er besejret, men den melding bliver nu kraftigt udfordret af Interpols direktør, Jürgen Stock.

»Truslen er stadigvæk meget akut, kompleks, og truslen er mere international end nogensinde,« lyder det fra Interpol-chefen i et interview med NBC News. Interpol er en international organisation for politisamarbejde.

Trumps sejrs-erklæring over Islamisk Stat kom i forbindelse med, at han den 19. december annoncerede, at USA trækker tropperne ud af Syrien.

Det har efterfølgende fået flere af USA’s allierede til at udtrykke bekymring for, at det vil efterlade en fri bane, hvor Islamisk Stat stille og roligt kan komme til hægterne og genopbygge organisationen.

Hos den internationale organisation for politisamarbejde, er Interpol-chef Jürgen Stock også skeptisk.

Han siger blandt andet, at der fortsat er et stort antal tidligere IS-krigere tilbageholdt i Syrien, og at de bør gås efter i sømmene, før de eventuelt løslades.

Det er især hjemvendte krigere fra Syrien, der bekymrer Interpol-chefen.

Han påpeger, at mange af dem har kamperfaring og hat tillært sig færdigheder – blandt andet at lave bomber – som kan bruges i terrorangreb i den vestlige verden.

»Udenlandske terrorister fra mere end 100 lande har rejst ind i konfliktzoner i Syrien og Irak, så de har et stort netværk af kontakter,« siger han, og fortsætter:

»De er i kontakt med hinanden, de kan dele erfaringer, og de kan tale om angreb, de planlægger at udføre.«

Også i USA er der bekymring for Islamisk Stat.

Ifølge NBC barsler Pentagon i næste uge med en rapport, hvor der advares om, at Islamisk Stat inden for 12 måneder kan begynde at erobre territorium på ny, hvis ikke de bliver presset i bund og holdt i skak.