En omfattende internetblokade har ramt størstedelen af Afghanistan. Det er første gang siden Talibans magtovertagelse i 2021, at landet oplever en internetblokade på dette niveau.

Lukningen af internettet i Afghanistan kommer i kølvandet på flere ugers spekulationer, efter at flere provinser mistede adgangen til internet i starten af september. 

Ifølge internetovervågningsgruppen NetBlocks, der holder øje med internetforbindelser på verdensplan, befinder Afghanistan sig nu i et »total internet blackout«, hvor netværk er blevet koblet fra trin for trin. Også telefonforbindelser er nu ramt.

Mandag eftermiddag blev Afghanistan ramt af en internetblokade. (Photo by Wakil KOHSAR / AFP)
Mandag eftermiddag blev Afghanistan ramt af en internetblokade. (Photo by Wakil KOHSAR / AFP)

NetBlocks beskriver situationen som en næsten totalt landsdækkende nedlukning med store konsekvenser for civilbefolkningen.

»Hændelsen vil sandsynligvis i alvorlig grad begrænse befolkningens mulighed for at kontakte omverdenen,« oplyser organisationen til det amerikanske nyhedsmedie NBC News.

Taliban har stadig ikke givet en officiel forklaring på, hvorfor de har lukket for al internet hele landet over. Det amerikanske medie 'The Washington Post' frygter, at lukningen af internettet i Afghanistan er et bevidst valg af Taliban for at stramme grebet om befolkningen - særligt kvinder.

Siden Taliban overtog magten i 2021, er kvinders adgang til uddannelse og arbejde blevet stærkt begrænset.  Efter Talibans forbud mod uddannelse for piger over sjette klasse, har mange kvinder derfor benyttet sig af internettet og fået onlineundervisning.

Det amerikanske medie har forsøgt at række ud til kvindeaktivister i Afghanistan samt talsmænd fra Taliban, men ingen af beskederne kunne nå frem.