Sagen om den forsvundne Anne-Elisabeth Hagen giver ikke bare norsk politi grå hår i hovedet.
Også politifolk og erfarne efterforskere uden for Norges grænser undrer sig over den mystiske sag om den norske milliardærfrue.
Halvandet år efter hustruen til en af Norges rigeste mænd forsvandt sporløst fra sit hjem, er det fortsat en gåde, hvad der er sket med hende. Det eneste, der virker nogenlunde sikkert, er, at politiet har opgivet at finde hende i live.
Et trusselsbrev efterladt på bopælen tydede i første omgang på, at udenlandske kriminelle stod bag en kidnapning. De seneste uger har politiet dog afsløret, at de tror, ægtemanden Tom Hagen står bag.

Han er nu sigtet i sagen, men nægter sig skyldig i anklagen om drab eller medvirken til drab.
Norsk politi har flere gange under den spektakulære sag fået hjælp fra blandt andre FBI, Scotland Yard, det tyske Bundeskriminalamt og det danske kriminalpoliti, skriver den norske avis Dagbladet.
»Det er ingen hemmelighed, at vi tidligere har samarbejdet og kommunikeret med udenlandsk politi på et politifagligt rådgivende plan, og det gør vi også i dag,« siger politiadvokat Haris Hrenovica til avisen.
Dagbladet har også fået bekræftet, at norsk politi har været i kontakt med kolleger i Sydeuropa, og at der skulle være foretaget konkrete efterforskningsskridt mod et bestemt miljø der.

Da Tom Hagen 31. oktober 2018 kom hjem til huset på Sloraveien i Lørenskog lidt uden for Oslo og opdagede, at hans kone var væk, fandt han et brev fra hendes formodede kidnappere. Her krævede de en gigantisk løsesum i kryptovaluta for at slippe hende fri.
Norske medier har tidligere beskrevet, hvordan udenlandske eksperter fulgte med, da Tom Hagen i juli 2019 under overværelse af norsk politi overførte omkring 10 millioner norske kroner i kryptovalutaen Monero til hustruens formodede bortfører. Formålet var at finde frem til de kriminelle bagmænd, men det lykkedes som bekendt ikke.
Ingen af de forhenværende politifolk fra udlandet, Dagbladet har talt med, har nogensinde oplevet en tilsvarende sag.
Blandt dem er to kendte danske kriminalfolk.

Tidligere kriminalkommissær og drabsefterforsker ved Rejseholdet Kurt Kragh kalder sagen for 'usædvanlig'.
»Kidnapninger med henblik på at få udbetalt løsepenge er ikke noget, vi har set særligt meget de seneste 20 til 30 år i Europa. Vi har ikke set noget, som minder om denne sag,« siger den erfarne danske politimand til den norske avis.
De ganske få sager, der rent faktisk har været, har haft en anden karakter, understreger han. Her er rige mennesker blevet tilbageholdt i kort tid, og de er blevet sluppet fri igen, så snart pengene er blevet udbetalt.
»De varede kun et par timer,« fortæller Kurt Kragh.

Også Kurt Kraghs kollega, tidligere efterforsker hos Rejseholdet Jan Jarlbæk kalder sagen for 'sjælden'.
»Det her er en sag med en høj grad af kompleksitet. Jeg kan ikke huske at have set noget lignende tidligere,« siger han til Dagbladet.
Han understreger, at det både er kryptovaluta-sporet, der gør sagen speciel, men også det faktum, at ingen endnu aner, hvad der er sket med den dengang 68-årige kvinde.
Ud over Tom Hagen har norsk politi også sigtet en mand i 30'erne. Han skulle være ekspert i netop kryptovaluta. Også han nægter sig skyldig.