I løbet af de seneste måneder er krigslykken for alvor vendt i Ukraine.

Efter en sommer i stilstandens navn har efteråret budt på en stor ukrainsk modoffensiv. Den har været mere succesfuld, end de fleste havde forestillet sig. Formentlig også den russiske præsident, Vladimir Putin.

Men hvordan er det gået til?

Det giver den pensionerede, australske general og krigsanalytiker Mick Ryan sine tre bud på i et interview med B.T.

Dagligt lægger Mick Ryan sine fortolkninger af situationen i Ukraine ud til sine godt 300.000 følgere på Twitter.

»Den første grund til, at Ukraine har fået vendt situationen til deres fordel, er Vestens våben. De har været afgørende. Specielt HIMARS,« siger Mick Ryan.

HIMARS er et mobilt artillerisystem, der kan affyre langdistanceraketter. USA har sendt flere HIMARS-systemer til Ukraine over sommeren.

Det har gjort det muligt for Ukraine at matche og overmatche den russiske dominans, når det kommer til artilleri. Krig på afstand.

En Himars-system.
En Himars-system. Foto: GINTS IVUSKANS
Vis mere

Og endnu vigtigere:

»HIMARS har gjort det muligt for Ukraine at bryde ud af den udmattelseskrig, der udspillede sig, og begynde at føre krigen på deres måde. På deres vilkår,« siger Mick Ryan.

Det næste punkt, Mick Ryan nævner, er, at Ukraine har haft succes i luften.

»Ukraines luftforsvar har været afgørende. Deres integrerede luftforsvar,« siger Mick Ryan.

»Rusland har på intet tidspunkt haft luftkontrol over Ukraine. Og Ukraine har hele tiden kunnet skyde missiler og fly ned,« uddyber han.

Det er normalt et afgørende punkt for USA, når de er gået ind i lande som Irak og Afghanistan.

Det sidste punkt er på en og samme tid helt konkret, men også en smule abstrakt.

»Det er den ukrainske soldat,« siger Mick Ryan.

»Den ukrainske soldat er bare bedre end den russiske. Den ukrainske soldat er bedre trænet og har bedre udstyr. Og så har den ukrainske soldat noget at kæmpe for. National overlevelse,« siger han.