Israel har ikke underbygget sine påstande om, at en betydelig del af UNRWA's ansatte er medlemmer af Hamas eller andre terrorgrupper.

Det fastslår Den Internationale Domstol (ICJ) onsdag i en rådgivende juridisk udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

UNRWA er FN's organisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten.

Siden 2024 har Israel forbudt UNRWA at operere fra landet.

Israel fremførte i januar samme år en anklage om, at ansatte i UNRWA hjalp Hamas med angrebet mod Israel.

Den Internationale Domstol fastslår desuden, at Israel er forpligtet til at lette adgangen for nødhjælp til Gaza, at Israel skal opfylde Gazas befolknings "grundlæggende behov", og at Israel ikke må bruge sult som en måde at føre krig på.

- Retten mener, at Israel er forpligtet til at acceptere og lette nødhjælpsordninger leveret af De Forenede Nationer og dets enheder, herunder UNRWA, siger Yuji Iwasawa, der er ICJ's præsident, under oplæsningen af udtalelsen, skriver nyhedsbureauet.

Udtalelsen fra ICJ er ikke bindende, men retten mener ifølge AFP, at den har en "stor juridisk vægt og moralsk autoritet".

I kølvandet på udtalelsen fra FN's øverste domstol opfordrer Vibe Klarup, der er Amnesty International Danmarks generalsekretær, det internationale samfund til at sikre, at denne bliver overholdt.

- FN's hjælpeorganisationer og nødhjælpsarbejdere skal beskyttes, og det skal respekteres og overholdes af Israel, siger Vibe Klarup i en skriftlig udtalelse til Ritzau.

Israels FN-ambassadør, Danny Danon, kalder sent onsdag eftermiddag ICJ's udtalelse for "skamfuld".

Det skriver Reuters.

- De bebrejder Israel for ikke at samarbejde med FN-enheder. De burde bebrejde sig selv. Disse enheder er blevet grobund for terrorister. Tag for eksempel UNRWA. En organisation, som har støttet Hamas i årevis, siger Danon.

Heller ikke Israels udenrigsministerium er begejstret for udtalelsen.

I et opslag på X kalder ministeriet udtalelsen for "endnu et politisk forsøg på at indføre politiske tiltag mod Israel under dække af "international lov"".

Samtidig gentager ministeriet påstanden om, at UNRWA-medarbejdere tog del i angrebet på Israel den 7. oktober 2023.

/ritzau/