Kan man blive afhængig af sociale medier?
Det kan en historisk retssag afgøre, der ruller i disse dage i Los Angeles. Her skal topchefer fra Instagram, YouTube og Facebook vidne.
Bag den pågældende sag står 20-årige Kaley, der hævder, at Instagram og YouTube bevidst har udviklet vanedannende funktioner for at tiltrække unge brugere, hvilket, hun påstår, har skadet hendes mentale tilstand.
Sagen kan ifølge CNN afgøre udfaldet af over 1500 lignende retssager i USA, hvor personer har sagsøgt techgiganterne for at gøre dem afhængige.
Første mand i vidneskranken var Instagram-chefen Adam Mosseri.
Han afviste, at sociale medier i praksis kan skabe afhængighed.
»Det er vigtigt at skelne mellem klinisk afhængighed og problematisk brug,« sagde Mosseri under vidneafhøringen ifølge mediet.
Topchefen blev konfronteret med det faktum, at 20-årige Kaley havde brugt 16 timer på Instagram på én dag, hvortil Adam Mosseri svarede:
»Det hører under problematisk brug.«
Sagsøgerens advokat pegede på Instagram-funktioner som 'uendelig scrolling' og 'synes godt om'-knappen, som han sammenlignede med et 'kemisk kick', som teenagere, der søger bekræftelse, bliver afhængige af.
Metas, der ejer Facebook og Instagram, administrerende direktør, Mark Zuckerberg, og YouTubes administrerende direktør, Neal Mohan, forventes også at vidne i sagen, som kan vare i op til seks uger.
Uden for retssalen stod Mosseri over for en menneskemængde af tilskuere, demonstranter og forældre, der ikke er involveret i retssagen, men som hævder at have set deres børn lide af det, de kalder 'afhængighed af sociale medier', skriver BBC.

