Da Ikea-grundlæggeren Ingvar Kamprad i den forgangne uge gik bort, stod det klart, at de tre sønner - Peter, Mathias og Jonas - skulle overtage møbelimperiet, der har gjort Ingvar Kamprad til en af verdens rigeste personer. Men Ingvar Kamprad havde også en datter - og hun skal ikke arve så meget som en krone af Ikea-koncernen.

Det skriver den svenske avis Expressen.

Ingvar Kamprads datter er den 59-årige Annika Kihlblom, som Kamprad adopterede i sit første ægteskab med Kerstin Wadling. Parret fik ingen biologiske børn, og derfor valgte de at adoptere.

Ingvar Kamprads ægteskab med Kerstin Wadling endte med en skilsmisse i 1960. I 1963 blev han gift med Margaretha Stennert, og det kom der de tre drenge, Peter, Mathias og Jonas, ud af. Og det er de tre biologiske børn, som arver og skal føre den globale og verdenskendte virksomhed videre.

'Vi havde et godt forhold'

Annika Kihlblom, som i mange år har været ukendt for den brede svenske offentlighed, har i forbindelse med faderens død været ude og fortælle, at hun havde et godt forhold til Ingvar Kamprad:

»Det er tragisk, når ens far går bort. Vi havde et godt forhold,« sagde Annika Kihlblom ifølge Expressen.

Annika Kihlblom kommer dog ikke til at mangle noget. Hun står nemlig til at arve en fjerdedel af faderens personlige formue, der består af 750 millioner svenske kroner (570 millioner danske kroner) - altså omkring 142,5 millioner danske kroner.

ARKIVFOTO. Ikea-grundlæggeren Ingvar Kamprad.
ARKIVFOTO. Ikea-grundlæggeren Ingvar Kamprad. Foto: FABRICE COFFRINI
Vis mere

Hertil mener Expressen at vide, at den svenske milliardær kan have borttestamenteret godt halvdelen af den personlige formue til anden side, men det vil fortsat betyde mere end 70 millioner kroner i arv til Annika Kihlblom.

Brødre bliver mangemilliardærer

Det er dog ingenting i forhold til hendes halvbrødre, der arver de mange milliarder, som Ikea-koncernen er værd. Ifølge Bloomberg var Ingvar Kamprad ved sin død verdens ottende rigeste person med en samlet formue på omkring 350 milliarder kroner. Brødrene skal samtidig drive familieforetagenet videre.

Selvom Annika Kihlbloms far i årtier har været en af både Sveriges og verdens rigeste personer, så har hun indtil for nyligt været nærmest anonym.

Expressen skriver, at hun ejer en hestebedrift i byen Bålsta syd for Uppsala. Hun har desuden et sommerhus i Norrtälje. Og så har hun en datter, der pudsigt nok arbejder i Ikea.

Hun har tidligere fortalt, at hun var ganske fint tilfreds med den økonomiske aftale, hun havde med sin far. Og til Expressen fortalte hun i forbindelse med faderens død, at de mødtes omtrent en gang om året.

Det er dog ingen hemmelighed, at Ingvar Kamprad værnede meget om sit og familiens privatliv. Derfor er det heller ikke meget mere, der vides om Annika Kihlbloms eller hendes halvbrødre, der nu kan regne sig blandt verdens rigeste, for den sags skyld.