760.000 toiletter, der skyllede ud samtidigt.
Det var mere eller mindre situationen i New York efter det meget omtalte halftime-show forleden.
Præsident Trump kaldte showet »det værste nogensinde,« men noget tyder på, at en del tv-seere har haft det anderledes.
De gik i hvert fald ikke på toilettet, mens showet stod på.
Vandforsyningen i New York kunne nemlig helt tydeligt aflæse på forbruget, da Bad Bunny gik på scenen til Super Bowls halftime show.
I et opslag på de sociale medier skriver NYC Water, at forsyningen oplevede »en betydelig reduktion i vandforbruget« i byens fem bydele under halvlegsshowet.
Omkring 150 millioner så med, da Seattle Seahawks slog New England Patriots med 29-13.
Super Bowl er en af verdens største sportsbegivenheder, men mindst lige så berømt er det legendariske halvtime-show i pausen.
I år var det den puertoricanske superstjerne Bad Bunny, der stod for underholdningen.
Han har tidligere ytret voldsom kritik af Donald Trump, og noget tyder på, at amerikanerne sad klinet til skærmen og ventede på, hvad der skulle ske.

At dømme efter vandforbruget i New York krydsede en del amerikanere i hvert fald benene og udskød tissepausen.
Ifølge NYC Water var der desuden en stigning i forbruget i de første 15 minutter lige efter showet, som svarede til ikke mindre end 761.719 toiletter, der blev skyllet ud i hele byen.
