I næsten 25 år har det været en gåde for norsk politi, hvem det var, en gruppe vandrere fandt resterne af i september 1997.

Nu har moderne dna-teknologi imidlertid gjort det muligt for retsmedicinerne at fastslå identiteten på den hidtil ukendte mand.

Tore Ljunggren og hans svoger var egentlig taget på svampejagt i skoven ved Elnes i Nittedal lidt nord for Oslo den søndag i september i 1997.

Men det var noget helt andet end tilbehør til efterårsretterne, de to mænd vendte hjem med.

I stedet fik de et minde, som de aldrig vil glemme.

Skjult i skovbunden fandt de nemlig noget, der lignede resterne af et menneskelig, skriver norsk TV 2.

Lige i nærheden fandt de desuden et par bukser med livremmen spændt ind i inderste hul.

Svogeren, der var læge, fik straks mistanke om, at det måtte være resterne af en død person og slog alarm til politiet.

Lige siden har det været et mysterium, hvem den døde mand i skovbunden var.

For på trods af en storstilet efterforskning i 1997 og 1998 kom politiet ikke nærmere en opklaring af sagen.

Sidste efterår blev det norske tv-program Åsted Norgen så opmærksom på den.

Journalisterne fik aktindsigt og begyndte at se nærmere på en række detaljer, som de mente, måske var blevet overset lidt tilbage i 90'erne.

De hæftede sig blandt andet ved noget tøj, som var blevet fundet året efter, og som blev sat i forbindelse med en den afdøde.

Også Kripos id-afdeling blev nu interesseret i sagen igen, og ved hjælp af ny dna-teknologi fik man et resultat, som man kunne koble til registret over savnede nordmænd.

»Vi bestemte os for at se på denne sag igen, og fik igen taget nye prøver til et potentielt dna-match. Det førte til et positivt match med en savnet-sag,« siger Tore Walsted, som er leder for Den nationale id-gruppe i Kripos, til tv-stationen.

Det viser sig, at den afdøde var en mand, som var røget ud i nogle store personlige problemer, og derfor også havde mistet kontakten med sin familie.

Af forskellige årsager, som ikke fremgår af tv-programmet, gik de pårørende først til politiet i 2018 og meldte manden savnet.

Ud fra undersøgelserne antager politiet, at manden var i 30erne, da han døde.

Han blev sidst set med sikkerhed i 1993 eller 1994.

På trods af den manglende kontakt havde familien stadig et håb om, at han levede i bedste velgående et sted.

»Han har hele tiden været savnet, selvom vi ikke meldte ham savnet før 2018,« fortæller et nærtstående familiemedlem til Åsted Norge.

De nye knoglerester siger ikke noget om, hvad dødsårsagen var.