Den amerikanske influencer Sam Jones forlod fredag Australien, efter en af hendes videoer kastede hende ind i en voldsom shitstorm tidligere på ugen.

Videoen kostede næsten hendes australske visum, da den vækkede harme blandt folk og toppolitikere i Australien. 

Det skriver flere medier, herunder BBC.

I en nu slettet video på det sociale medie Instagram, som Sam Jones delte med sine 92.000 følgere, løfter hun en lille vombat op, mens manden, der filmer, griner hysterisk i baggrunden.

Hun løber over en vej med vombatten i armene, mens manden råber »se moren, den jagter hende«.

Derefter løfter influenceren dyret, som tydeligt forsøger at slippe fri af hendes greb. Hun smiler hurtigt til kameraet, for dernæst at slippe vombatten fri med ordene:

»Okay, mor er lige her, og hun er sur, lad os slippe ham fri.«

Videoen skabte så meget vrede, at Sam Jones efterfølgende gjorde sine profiler på sociale medier private. 

Men folk i Australien krævede hende straffet for handlingen. 

En underskriftsindsamling for hendes deportation fik hurtigt over 40.000 underskrifter.

Australiens indenrigsminister, Tony Burke, kastede sig også ind i sagen. Han sagde, at hans ministerie var ved at undersøge, hvorvidt man kunne trække Sam Jones' visum tilbage. 

Lørdag delte influenceren en længere undskyldning på hendes Instagram-konto, skriver NBC News.

Her forklarer Sam Jones, at hun blev begejstret, da hun så vombatungen. 

»Jeg har lært af denne situation og er oprigtigt ked af den lidelse, jeg har forårsaget. Jeg vil gerne gøre det helt klart, at det aldrig handlede om sociale medier eller om at få likes. Det var ikke iscenesat, og det blev heller ikke gjort for underholdningens skyld,« skrev hun.