Denne søndag har mange valgt at tænde det første lys i adventskransen. 

I Sveriges hovedstad er noget andet blevet tændt. Nemlig fakler. 

Det sker, fordi det højrepopulistiske og stærkt indvandrerkritiske parti Alternativ för Sverige, AFS., har arrangeret et fakkeloptog fra Riddarholm Kirke til Karl XIIs plads i Kungsträdgården i Stockholm. 

Det skriver Expressen.

Partilederen, Gustav Kasselstrand, har ifølge mediet holdt en kort tale for de omtrent 30-40 mennesker, der er mødt op til optoget og har tændt deres fakler. 

»Velkommen til årets Karl XII-manifestation, i dag 30 november. Jeg vil indlede den – traditionen tro – med at lægge en krans foran krigerkongen,« siger han og tilføjer: 

»En krans, hvorpå der står skrevet: 'Med Guds hjælp! Til minde om Karl XII og hans karolingere.« 

Kong Karl XII bliver beskrevet som værende den sidste konge i Sveriges storhedstid. Han døde 30. november 1718.

Videre skriver mediet, at der også er en moddemonstration i gang, som bevæger sig cirka 100 meter fra AFS. 

Her kan man høre folk råbe: »Ingen racister på vores gader!,« skriver mediet.

De skulle også have en form for skilte med, hvor der står »Nazifrit Stockholm« og »racisme skal knuses«.

Hertil lyder det, at der er massivt politi på gaden, der holder de to demonstrationer adskilt.