Indonesiens præsident, Joko Widodo, har nu beordret alle mand ombord og sat fulde sejl på eftersøgningen af den ubåd, som forsvandt onsdag.

»Det vigtigste prioritet er mandskabets sikkerhed,« har Joko Widodo ifølge Reuters sagt torsdag.

Ubåden, der har 53 ombord, har ikke været set eller til at spore siden onsdag, hvor den forsvandt efter en torpedoøvelse.

Ubåden havde anmodet om tilladelse til at dykke klokken 03 lokal tid, hvorefter man mistede kontakten med mandskabet ombord.

Det fik den indonesiske flåde til at slå alarm, og siden har myndighederne optrappet eftersøgningen gevaldigt.

Senere fandt man ved hjælp af overvågningsbilleder et olieudslip nær det sted, hvor der sidst var kontakt til ubåden. Det får myndighederne til at frygte det værste, da det kan betyde, at ubåden har taget skade.

Men olieudslippet er ikke det eneste, der bekymrer. For selv hvis mandskabet på ubåden endnu er i live, så vil de snart løbe tør for ilt.

Iltbeholdningen rækker kun til lørdag, så det er en kamp mod tiden.

Indonesien har de senere år forsøgt at modernisere deres militære kapacitet, da der har været flere fatale ulykker de senere år.

Ubåden, som er forsvundet, er fra 1977, men havde fået grønt lys til at operere, da den var i god stand.

Den dieseldrevne ubåd kan operere ned til 500 meters dybde, men det kan være livsfarligt, hvis ubåden kommer længere ned. Farvandet, hvor den forsvandt, er ned til 1.500 meter dybt.

I øjeblikket undersøges et område, der er lige knap 100 kvadratkilometer stort.