Indkøbscenteret Rødovre Centrum er lørdag middag blevet evakueret.
»Vi fik klokken 12.53 en anmeldelse om, at der på grund af aktivitet i en brandmelder var sket evakuering af centret, men at der ikke havde været brand,« oplyser vagtchef Christian Lensby fra Københavns Vestegns Politi til B.T.
»Vi er kørt derned for at undersøge, om der skulle være tale om strafbart forhold ved at nogen måske med vilje har aktiveret brandmelderen,« fortsætter vagtchefen.
Undersøgelsen foregår blandt andet ved at se indkøbscentrets videoovervågning igennem, men lidt før klokken 13.30 tyder det ifølge politiets vagtchef på, at forklaringen på den løbske brandmelder måske skal søges et andet sted.
»Jeg har lige fået at vide i min øresnegl, at der formentlig har været tale om, at brandmelderen har været frossen i vinterkulden, og når det nu er begyndt at tø, har det angiveligt forårsaget, at brandmelderen er blevet aktiveret,« tilføjer vagtchefen.
Politiet har ikke kendskab til, at nogen mennesker er kommet noget til i forbindelse med brandmeldingen og den efterfølgende evakuering af Rødovre Centrum.
