Det lyder næsten som starten på en film.

En mand bliver erklæret død, men efter flere timer i lighusets fryser, vågner han pludselig op.

Men ikke desto mindre så er det præcis det, der skete for en indisk mand.

Flere udenlandske medier som New York Post, News.com og Daily Star skriver om den opsigtsvækkende historie, der starter lidt over hundrede kilometer øst for den indiske hovedstad New Delhi.

Her blev Srikesh Kumar, som den indiske mand hedder, ramt af en motorcykel og bragt til en privat lægeklinik, hvor en læge erklærede ham død allerede ved ankomsten. Manden blev derefter overført til et offentligt hospital, hvor han skulle obduceres dagen efter.

»Akutlægen undersøgte ham. Han fandt ingen tegn på liv og erklærede ham derfor død,« udtalte Rajendra Kumar, hospitalets overlæge ifølge News.com.

I knap syv timer lå manden i ligfryseren.

»Lægen havde undersøgt patienten klokken 03:00, og der var ingen hjerterytme,« udtalte hospitalschefen ifølge New York Post.

Manden var ifølge hospitalschefen blevet undersøgt op til flere gange, inden han til sidst blev erklæret død.

Men det skulle altså vise sig, at manden slet ikke var død.

Det opdagede Srikesh Kumars svigerinde, da hun, resten af familien og et politihold ankom dagen efter i forbindelse med noget papirarbejde med obduktionen. Her bemærkede hun, at Srikesh Kumar bevægede sig.

»Han er slet ikke død,« skulle svigerinden, der hedder Madhu Bala ifølge The Sun have sagt i en video, der gik viralt.

»Hvordan skete det her? Se, han vil sige noget, han trækker vejret,« skulle hun have fortsat.

Manden skulle endnu ikke være ved bevidsthed, men han skulle ligge i koma på et hospital i byen Meerut, skriver Daily Mail.

Familien vil indgive en klage for lægernes uagtsomhed, forlyder det.

Andre læser også