Indisk kvinde fødte dødt barn i et passagerfly


En indisk kvinde på 19 år er blevet arresteret, efter at en nyfødt baby blev fundet død ombord på toilettet i et passagerfly.
Kabinepersonalet på indenrigsflyet fra AirAsia fandt den døde baby få minutter, inden flyet skulle til at lande i New Delhi, oplyser nyhedsbureauet AFP.
»En læge fra det medicinske team i Delhis Internationale Lufthavn har bekræftet, at kvinden har født sit barn ombord,« lyder det i en udtalelse fra flyselskabet.
Ifølge AirAsia måtte alle kvindelige passagerer udspørges, inden man fandt frem til den skyldige kvinde.
»En 19 år gammel kvinde indrømmede, at hun havde født babyen. Hun blev ført til hospitalet for at blive undersøgt,« sagde politimanden Sanjay Bhatia.
»Hun fortalte os, at hun er en sportsperson, men afslørede ikke andet om selve fødselen.«
Moderen risikerer nu op til to års fængsel for at efterlade den døde baby på toilettet.