Sammensætningen af den jury, der skal tage stilling til en højtprofileret retssag om 46-årige George Floyds død, er tirsdag faldet på plads.
Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
Den 45-årige politibetjent Derek Chauvin er tiltalt for drab i sagen.
Sagens dommer, Peter Cahill fra Hennepin County i delstaten Minnesota, har sammen med advokater de seneste to uger udspurgt potentielle jurymedlemmer for at undersøge deres upartiskhed i sagen.
De har fundet frem til seks hvide kvinder, tre sorte mænd, tre hvide mænd, en sort kvinde og to kvinder, der beskrives som værende af blandet oprindelse.
Deres nærmere identitet bliver ikke afsløret før retssagens afslutning, men en række detaljer om dem kendes allerede, skriver AFP.
Deres aldre spænder fra at være i 20'erne til at være i 60'erne.
Blandt dem er en bedstemor og to immigranter. Der er også en kemiker, en socialarbejder, en revisor, en sygeplejerske og en bankmedarbejder.
Én af de 15 personer bliver mandag sorteret fra. 12 af de resterende 14 vil fungere som jurymedlemmer, mens to vil fungere som suppleanter.
George Floyd døde i maj sidste år i forbindelse med en anholdelse. Her placerede den hvide politibetjent Derek Chauvin sit knæ på Floyds hals i næsten ni minutter. Det viser videooptagelser fra episoden.
Sagen skød gang i omfattende protester i USA mod politivold og racemæssig ulighed. Navnlig bevægelsen "Black Lives Matter" var toneangivende i protesterne.
Derek Chauvin er tiltalt for tre forskellige grader af drab. De kan ikke alle overføres en til en til dansk lovgivning.
Den mest alvorlige er, hvad der i amerikansk lovgivning kaldes "second-degree murder". Det kan sammenlignes med et forsætligt drab i Danmark.
Derudover er han tiltalt for "second-degree manslaughter", hvilket svarer til uagtsomt manddrab på dansk.
Den tidligere politibetjent er desuden tiltalt for "third-degree murder". Det defineres som et drab, der er begået med den intention at skade et andet menneske, men ikke nødvendigvis at dræbe det.
I dansk ret vil en forbrydelse af denne type befinde sig i grænseområdet mellem et forsætligt drab og vold med døden til følge.
Derek Chauvin risikerer op til 40 års fængselsstraf.
/ritzau/AFP
