»Der skal ske noget nu. Situationen er tilspidset.«

Det siger B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg om situationen i Den Engelske Kanal.

Onsdag mistede 27 mennesker livet i forsøget på at komme til Storbritannien i en gummibåd.

At mennesker dør på rejsen mod et bedre liv, er sådan set ikke noget nyt, forklarer Jakob Illeborg.

Mange illegale migranter når hver dag den britiske kyst, og mange af dem, der gør forsøget, mister livet undervejs.

Sådan har det været i årevis efterhånden, men da gummibåden kæntrede onsdag, og vandet pludselig flød med menneskekroppe, skabte det genlyd på begge sider af kanalen.

»Der er tragiske skæbner i Den Engelske Kanal hver dag. Det har der været i årevis, men at SÅ mange dør på én gang, det kalder på handling,« siger Illeborg.

I de seneste måneder er omkring 1.000 migranter om dagen gået i land på den britiske kyst.

TOPSHOT - Migrants are helped by RNLI (Royal National Lifeboat Institution) lifeboat before being taken to a beach in Dungeness, on the south-east coast of England, on November 24, 2021, after crossing the English Channel. - The past three years have seen a significant rise in attempted Channel crossings by migrants, despite warnings of the dangers in the busy shipping lane between northern France and southern England, which is subject to strong currents and low temperatures. (Photo by Ben STANSALL / AFP)
TOPSHOT - Migrants are helped by RNLI (Royal National Lifeboat Institution) lifeboat before being taken to a beach in Dungeness, on the south-east coast of England, on November 24, 2021, after crossing the English Channel. - The past three years have seen a significant rise in attempted Channel crossings by migrants, despite warnings of the dangers in the busy shipping lane between northern France and southern England, which is subject to strong currents and low temperatures. (Photo by Ben STANSALL / AFP) Foto: BEN STANSALL
Vis mere

Og det skaber et forøget pres på især briterne for at handle.

Jakob Illeborg forklarer, at Boris Johnson og Emmanuel Macron lige nu spiller et højdramatisk politisk spil, hvor de hver især kæmper for at undgå at sidde tilbage med sorteper.

»De er rygende uenige om, hvem der har ansvaret,« siger Illeborg.

I forsøget på at tørre ansvaret for migrantkrisen af på hinanden giver de hinanden skylden for den desperate situation, der lige nu udspiller sig i Den Engelske Kanal.

Samarbejdet mellem Frankrig og Storbritannien fungerer med andre ord dårligt. Briterne mener, at franskmændene skal registrere migranterne, så de har krav på asylbehandling i Frankrig.

Franskmændene hævder på deres side, at de gør, hvad de kan for at hjælpe. De vil til gengæld have flere ressourcer fra briterne til at håndtere situationen.

Jakob Illeborg forklarer, at det ikke er noget nyt, at desperate mennesker fra fortrinsvis Afrika og Mellemøsten forsøger at smugle sig til Storbritannien.

Storbritannien har et rygte blandt migranterne for at være særligt venligt stemt over for indvandrere. Derfor er Storbritannien en yndet destination.

Onsdag kæntrede en gummibåd med cirka 50 mennesker på vej over Den Engelske Kanal. Her er nogle soveposer og andre ejendele drevet i land.
Onsdag kæntrede en gummibåd med cirka 50 mennesker på vej over Den Engelske Kanal. Her er nogle soveposer og andre ejendele drevet i land. Foto: Mohammed Badra
Vis mere

Den Engelske Kanal er forholdsvis smal og derfor et oplagt sted at forsøge at komme over til det forjættede land.

Det nye er, at strømmen er taget til, og at den ikke stopper, selv om det bliver vinter.

»Det er en meget varm politisk kartoffel. Noget må der ske,« siger Jakob Illeborg.

Selvom det står klart for både briter og franskmænd, at situationen er uholdbar, så er det ifølge B.T.s internationale korrespondent fortsat uklart, hvad løsningen på problemet bliver.

Briterne har talt om modtagelejre i Albanien a la dem, som vores egen integrationsminister barsler med i Rwanda. Boris Johnsen har truet med at sætte flåden ind og skubbe migranterne tilbage til Frankrig, men det er både umuligt og umenneskeligt, vurderer Illeborg.

»Det går ondt på Storbritannien lige nu. De står med byrden lige nu. De står med en strøm af migranter, og Boris Johnson har også sagt, at han vil gøre noget ved kanalproblemet.«

»Storbritannien gør noget radikalt snart, men hvad, det er svært at sige på nuværende tidspunkt.«

I første omgang har Johnson og Macron besluttet at holde krisemøde om sagen i næste uge.