Den iranskstøttede shiamilits Kataib Hizbollah i Irak advarer irakiske sikkerhedsstyrker om, at de fra søndag aften skal holde sig mindst en kilometer fra amerikanske baser.
»Sikkerhedsstyrker må holde sig fra amerikanske baser på en afstand af ikke under tusind meter fra søndag aften,« siger militsen ifølge tv-stationen Mayadeen.
Advarslen fra den militante gruppe kommer ganske kort tid efter, at raketter lørdag aften slog ned i den såkaldte Grønne Zone i Iraks hovedstad, Bagdad, hvor blandt andet USA's ambassade ligger.
To raketter af samme type har ramt den militære luftbase al-Balad, hvor der også er amerikanske soldater.
Ifølge de foreløbige oplysninger er ingen kommet til skade ved disse angreb, oplyser det irakiske militær.
Men i al-Jadriya-kvarteret, der ligger ved Tigris-floden i nærheden af Den Grønne Zone, er fem mennesker såret i et mortérangreb, oplyser politikilder.
Situationen er højspændt, efter at USA fredag dræbte den iranske general Qassem Soleimani.
Det skete i et droneangreb ved lufthavnen i Iraks hovedstad, Bagdad.
USA mistænker Kataib Hizbollah, der har opbakning fra Iran, for at stå bag et angreb i sidste uge.
Her blev en amerikansk statsborger dræbt.
Inden da havde USA's militær foretaget en række luftangreb i Irak og Syrien mod den militante gruppe.
/ritzau/Reuters

