Stemmerne bliver afgivet i Ungarn, men søndagens valg kan få konsekvenser langt ud over landets grænser.

Og ikke mindst er der nogen, der kan tabe stort, mens andre kan vinde enormt.

Det understreger B.T.s udenlandsredaktør, Jeppe Elkjær:

»Det her valg handler virkelig ikke kun om Ungarn, for Orbán har nogle meget markante allierede,« indleder han.

Viktor Orbán har da også siddet tungt på magten i 16 år, men udfordres nu af Péter Magyar fra partiet Tisza, som i målingerne fører med op mod ni procentpoint.

Tabet kan dog blive langt større – i hvert fald hvis man eksempelvis hedder Donald Trump.

»Han har bakket utvetydigt op om Orbán og ser ham som en slags europæisk pendant og har kastet sig meget ind i at rose ham. I Det Hvide Hus bliver Orbán ofte beskrevet som en Trump før Trump,« siger Elkjær.

Samtidig peger han på et opsigtsvækkende sammenfald:

»Det er ret opsigtsvækkende, at både USA’s og Ruslands præsident hepper på den samme kandidat,« siger han og fortsætter:

»Den form for fælles fodslag har man ikke haft siden Anden Verdenskrig, hvor man samarbejdede om at bekæmpe Nazityskland.«

Rusland har da også en del at miste:

»Putin risikerer at miste en nær allieret inde i EU-systemet. Vi har set, hvordan Orbán har haft kontakt til den russiske udenrigsminister og fortalt, hvad der foregår internt i EU,« siger Elkjær.

Og det stopper ikke der.

Flere politiske allierede i Europa vil også kunne mærke konsekvenserne, hvis Orbán taber.

Elkjær nævner blandt andre Slovakiets leder Robert Fico samt højrefløjspolitikere som Polens præsident Karol Nawrocki og Tjekkiets tidligere premierminister Andrej Babiš.

»Det er hele den yderste højrefløj i Europa, der kan blive ramt, hvis Orbán taber,« siger han.

Omvendt kan særligt pro-europæiske kræfter glæde sig over et muligt magtskifte:

»Hvis Orbán ryger, kan Ungarn blive mere samarbejdsvilligt i EU og mere positive over for støtte til Ukraine,« siger Jeppe Elkjær.

Det kan samtidig svække den linje, som Orbán i årevis har stået for – med modstand mod fælles EU-løsninger.

Men det betyder ikke, at Ungarn tager et markant politisk spring.

Péter Magyar kommer selv oprindeligt fra Orbáns parti og ligger ikke langt fra ham politisk.

»Der kommer i hvert fald ikke en venstreorienteret regering. Politik i Ungarn bevæger sig i høj grad på højrefløjen,« afrunder Elkjær.