Imens verdens øjne har rettet sig mod den voldsomme og potentielt omkalfatrende krig i Mellemøsten, er der pludselig sket noget i Ukraine.

For noget lugter af, at fuldskala-krigen, der fortsætter på sit fjerde år, kan være i gang med at vende. I hvert fald midlertidigt.

Således skriver den amerikanske tænketank Institute for the Study of War, at den russiske angrebshær i april mistede kontrol med mere territorium i Ukraine, end man overtog.

Det er ifølge tænketanken ikke sket siden Ukraines offensiv i Kursk i august 2024.

Rusland skal have tabt kontrol over 116 kvadratkilometer i Ukraine i april 2026.

Nettotabet af terræn for russerne skal være kulminationen på en nedtur i den russiske krigsfremgang siden november 2025.

Den russiske tilbagegang tilskrives ukrainske modangreb, mellemdistanceangreb, og blokaden af russisk brug af Starlink-satellitter.

Dog understreger ISW også, at der tidligere har været stor forskel i den russiske fremgang, der har været afhængig af sæsonen.

Man har således tidligere observeret mindsket fremgang i marts og april grundet noget så simpelt som vejrforskelle. Når jorden tøer op efter vinteren, og forårsregnen rammer, fører det således til en våd jord, der giver mindre optimale forhold for fremrykning.

Rusland har tidligere øget deres fremrykning i maj og juni, efterhånden som jorden tørrer.

Derfor er det stadig uvist, om Rusland kommer til igen at rykke frem på slagmarken, når vi når hen til sommermånederne.