Medarbejdere i Ikea i Norge kan se frem til en tidlig julegave i år i form af en stor bonus.

Clare Rodgers, der er administrerende direktør i Ikea Norge, siger til det norske medie Stavanger Aftenblad ifølge Borsen.no, at virksomhedens medarbejdere får en bonus på omkring en månedsløn.

»Alle medarbejdere har ydet en hel enorm indsats de seneste måneder, og det er derfor en glæde at sige, at alle, som arbejder i Ikea, vil få en bonus, som svarer til en månedsløn eller mere, på den næste lønseddel,« siger hun til Stavanger Aftenblad.

Alle medarbejdere, der har arbejdet over seks måneder, får glæde af bonussen, lyder det.

Sidste år delte Ikea i Norge 120 millioner norske kroner ud til sine ansatte i bonus – et gennemsnit på omkring 40.000 norske kroner per person, hvilket svarer til lidt over 27.000 danske kroner.

Det er endnu uvist, om Ikeas medarbejdere i Danmark også får en bonus i år.

Arbejder du, eller kender du nogen, der arbejder i Ikea, så tip os på 1929@bt.dk eller ved at trykke her.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Ikeas danske afdeling.

I 2019 delte Ikea i Danmark en bonus ud på lidt over en månedsløn til samtlige medarbejdere, der havde over seks måneders anciennitet.