Flere israelske medier skriver søndag formiddag, at Israel har udført luftangreb i Rafah i den sydlige del af Gaza.
Nu bekræfter kilde fra IDF til B.T., at angrebene har fundet sted og forklarer baggrunden for det.
»Terrororganisationen Hamas har udført flere angreb mod israelske styrker uden for den gule linje,« hævder kilden, der fortsætter:
»Angrebene omfattede et RPG-skud mod en militærstyrke og snigskytteild mod en militærstyrke. Begge hændelser fandt sted i et israelsk kontrolleret område øst for den gule linje. Dette er en grov overtrædelse af våbenhvilen.«
Hamas har endnu ikke kommenteret beskyldningerne fra IDF.
Til gengæld har Israels nationale sikkerhedsminister, Itamar Ben-Gvir, knyttet en kommentar til angrebene:
»Jeg opfordrer premierminister (Benjamin Netanyahu, red.) til at instruere IDF om at genoptage alle kampe i Gazastriben med fuld styrke.«
»Hallucinationerne om, at Hamas ville ændre sin adfærd eller endda overholde den aftale, den har underskrevet, viser sig som forventet at være en fare for vores sikkerhed,« hævder ministeren på X.
Ben-Gvir repræsenterer partiet Otzma Yehudit, der er placeret på den yderste politiske højrefløj i Israel.
Tidligere i oktober blev der forhandlet en våbenhvileaftale på plads mellem Israel og Hamas, som begyndte fredag den 10. oktober.
Umiddelbart efter, at aftalen trådte i kraft, skrev det israelske medie dog på X, at man 'fortsat vil fjerne enhver umiddelbar trussel'.