Det er tallet 100, man skal bide mærke i.
For det har efter alt at dømme været den skræmmende, politiske virkelighed bag det ciffer, der har fået Donald Trump til at ændre mening.
Så han efter måneders modstand pludselig nu har valgt at bakke op om en frigivelse af de såkaldte Epstein-dokumenter.
Og han har anbefalet at hans partifæller skal stemme for netop det i den afstemning, der finder sted senere tirsdag.
Som det lyder i en analyse hos CNN:
»Det har punkteret Trumps aura af uovervindelighed internt i Maga-bevægelsen på en måde, som meget få – om nogen – ting tidligere har gjort.«
Tilbage til tallet 100.
Det blev søndag bragt i spil af det republikanske kongresmedlem Thomas Massie, der sagde, at »en syndflod« af republikanere i Repræsentanternes Hus forventedes at stemme for en frigivelse af dokumenterne om den dømte og afdøde sexforbryder.
»Det vil være 100 eller flere,« sagde Thomas Massie, der selv har kæmpet for en total offentliggørelse af alt indhold i den spegede sag.
Sagt med andre ord: Mere end 100 republikanske politikere var altså klar til at gå imod den siddende præsident fra deres eget parti.

Lige indtil Donald Trump bare timer senere ændrede mening og meldte ud, at han nu støttede en frigivelse af dokumenterne, efter altså at have sagt det modsatte stort set hele året.
Så sent som i sidste uge kaldte han faktisk de partifæller, der ville stemme for en frigivelse, for »idioter«.
Den afstemning er nu fremrykket, så den allerede finder sted senere tirsdag. I dag.
Robert Garcia, demokrat i Repræsentanternes Hus, beskriver præsidentens kovending sådan her:
»Han er gået i panik, og det gik op for ham, at han stod til at ville tabe Epstein-afstemningen.«
I en analyse hos PBS lyder det, at »det er en erkendelse af, at Trump havde lidt et sjældent nederlag i Kongressen, der ellers er under fuld republikansk kontrol«.
CNN supplerer om Donald Trumps ageren i forhold til afstemningen:
»Dén mand, der i et årti har domineret sit bagland og har dikteret, hvad de skulle bekymre sig om, er bøjet af, da det samme bagland besluttede sig for, at deres prioriteter ikke stemte overens med hans,« lyder det:
»Det er et bemærkelsesværdigt politisk øjeblik, og et uheldigt ét for Trump.«
Efter de seneste dage udvikling forventes det, at der i tirsdagens afstemning kommer et stort flertal for at give befolkningen et fuldt indblik i Epstein-dokumenter.
Dermed bliver der dog ikke sat punktum i sagen.
I den proces, der nu er sat i gang, skal også Senatet efterfølgende stemme for en frigivelse, hvorefter Donald Trump ligeledes skal sætte sin underskrift, inden det kan ske.
På den anden side kan præsidenten faktisk bare egenhændigt vælge at frigive alle hemmelig dokumenter, som han tidligere i år har gjort i forhold til drabene på både John F. Kennedy, Bobby Kennedy og Martin Luther King Jr.

