Nogle af Europas mest fremtrædende politikere på den yderste højrefløj var lørdag samlet til topmøde i Madrid.

Her sad Viktor Orbán, Marine Le Pen, Geert Wilders og Matteo Salvini blandt andre side om side og grinede og klappede.

Nogle af hovedaktørerne på 'Make Europe Great Again'-mødet var Ungarns premierminister Viktor Orbán og franske Le Pen fra National Rally-partiet, hvor USAs præsident Donald Trump blev hyldet.

Det skriver blandt andre Politico, Reuters og Sky News.

Geert Wilders, Marine Le Pen, Santiago Abascal og Viktor Orbán.
Geert Wilders, Marine Le Pen, Santiago Abascal og Viktor Orbán. Sergio Perez/EPA/Ritzau Scanpix

»Vores ven Trump, Trump-tornadoen, har forandret verden på bare et par uger. I går var vi kættere, i dag er vi mainstream,« lød det fra Orbán på scenen foran omkring 2.000 støtter.

»En æra er slut. I dag kan alle se, at vi er fremtiden,« udbrød den ungarske premierminister ifølge Politico.

Også Marine Le Pen var på scenen til mødet, som var arrangeret af den politiske gruppe Patrioter for Europa, der er den tredjestørste gruppe i EU-Parlamentet.

»Vi står over for et globalt vendepunkt,« sagde Le Pen, inden hun fejrede, at EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, siden Trumps indsættelse »næsten er forsvundet fra skærmen.«

En aktivist bliver ført væk af politiet.
En aktivist bliver ført væk af politiet. Thomas Coex/AFP/Ritzau Scanpix

Talerne kritiserede blandt andet indvandring, venstreorienterede, NGOer, der redder migranter, og 'wokeisme'.

Da Martin Helme, tidligere finansminister i Estland, holdt tale, blev han afbrudt af en aktivist fra kvindebevægelsen Femen, som råbte »ikke et skridt tilbage mod fascismen«.

Hun blev efterfølgende ført væk af politiet.

Italiens vicepremierminister, Matteo Salvini fra højrefløjspartiet Lega, var også på talerstolen. 

Han kaldte det kommende valg i Tyskland for »en historisk mulighed« for højreorienterede Alternative für Deutschland (AfD), der ligger på andenpladsen i meningsmålingerne.

Det var den spanske højrefløjspolitiker og Vox-partileder Santiago Abascal, der havde samlet den yderste europæiske højrefløj til mødet i Madrid.

Spaniens regerende socialistparti, PSOE, har fordømt deltagerne som en »sammensværgelse af ekstremister«.

»Det vil ikke lykkes dem at få deres sort-hvide verdensbillede til at sejre i dette land.«