USAs præsident, Donald Trump, smækker med døren en sidste gang og bryder med endnu en lille håndfuld årelange traditioner, inden hans og fru Melanias tid i Det Hvide Hus som Mr. President og hans First Lady er uigenkaldeligt slut efter fire turbulente år.

74-årige Donald Trump har for flere uger siden meddelt, at han ikke vil være til stede, når hans afløser, demokraternes Joe Biden, onsdag klokken 12.00 amerikansk tid aflægger ed med hånden på Bibelen og bliver indsat som USAs 46. præsident.

På den måde negligerer og afviser han sin 78-årige efterfølger »på historisk vis«, skriver CNN, som også citerer en unavngiven kilde fra den tidligere Trump-administration for at sige, at det er 'en afskyelig opførsel’ af USAs afgående præsident.

I de sidste timer, mens Donald Trump stadig er fungerende præsident og dermed også i kort tid endnu øverstbefalende for landets væbnede styrker og den, som har koderne til landets atomarsenal, vil han og Melania Trump forlade Det Hvide Hus.

Farvel efter fire turbulente år i Det Hvide Hus. Donald Trump bryder med flere traditioner, når han og hustruen forlader præsidentboligen. Trump har forberedt en hyldest med rød løber, militært hornorkoster og 21 kanonskud som afskudssalut til sig selv på en militærbase i Maryland, kort før Joe Biden bliver taget i ed som USA's 46. præsident i Washington D.C. 
Farvel efter fire turbulente år i Det Hvide Hus. Donald Trump bryder med flere traditioner, når han og hustruen forlader præsidentboligen. Trump har forberedt en hyldest med rød løber, militært hornorkoster og 21 kanonskud som afskudssalut til sig selv på en militærbase i Maryland, kort før Joe Biden bliver taget i ed som USA's 46. præsident i Washington D.C.  MANDEL NGAN

Det sker onsdag morgen.

De bliver i første omgang fløjet med helikopter til den militære luftforsvarsbase Joint Base Andrews i Maryland nordvest for hovedstaden.

Inden de letter fra den berømte plæne ved præsidentboligen, bliver de sendt afsted med flag, vink og hujen fra en del af staben, som vil være linet op for parret.

Donald Trump har – tro mod sin helt egen stil – fået arrangeret en storstilet hyldest- og afskedsfest med sig selv i centrum, når han og Melania Trump kort efter lander på luftbasen, der også er hjemsted for det præsidentielle fly, Air Force One.

Donald og Melania Trump vil den første tid efter hans fire års periode i Det Hvide Hus tage ophold på Trumps eget ferieresort Mar-a-Lago i Palm Beach i solskinsstaten Florida.
Donald og Melania Trump vil den første tid efter hans fire års periode i Det Hvide Hus tage ophold på Trumps eget ferieresort Mar-a-Lago i Palm Beach i solskinsstaten Florida. MANDEL NGAN

Den røde løber vil være rullet ud, et militært hornorkester blæser fanfare, og en salut på 21 skud venter parret, før de stiger ombord i det voluminøse Air Force One for sidste gang og sætter kurs mod Palm Beach i solskinsstaten Florida, hvor Trump den kommende tid vil opholde sig på sit eget ferieresort Mar-a-Lago.

Ifølge tyske DPA forventes det lyseblå præsidentfly at lande, blot få minutter før Joe Biden 1.500 kilometer længere nordpå i Washington D.C. aflægger ed som USAs næste præsident.

Klokken 12.00 amerikansk tid – klokken 18.00 i Danmark – har Donald Trump dermed ikke længere råderet over Air Force One eller noget som helst andet, der vedrører præsidentembedet.

Det eneste, han og hustruen stadig beholder, er et team af agenter og sikkerhedsvagter fra Secret Service. Alle afgående præsidenter har nemlig livslang personbeskyttelse, når de har fratrådt embedet.

Donald Trump og førstefruen Melania bliver væk fra indsættelsen af hans efterfølger som USA's præsident. Sidst en afgående præsident selv aktivt valgte at blive væk, var helt tilbage i 1869.
Donald Trump og førstefruen Melania bliver væk fra indsættelsen af hans efterfølger som USA's præsident. Sidst en afgående præsident selv aktivt valgte at blive væk, var helt tilbage i 1869. CARLOS BARRIA

Ikke alene har Donald Trump højst usædvanligt valgt at bryde med den årelange tradition med, at den afgående præsident overværer indsættelsen af sin efterfølger.

I og med at han og Melania Trump har forladt Washington, D.C. få timer forud for indsættelsen, vil den afgående førstedame heller ikke byde den nye velkommen til the, som traditionen også byder.

Ligesom det har været en århundrede lang tradition, at det ny præsidentpar bliver vist rundt i Det Hvide Hus af de, som flytter ud. Også det har Donald Trump nægtet at deltage i, så det skal den hidtidige stabschef for præsidentboligen stå for.

Det eneste, der er, som det plejer mellem det nye og det snart tidligere præsidentielle par i forbindelse med indsættelsesceremonien, er, at Joe Biden og hans hustru, Jill Biden, natten forinden har fået tilladelse til at overnatte i gæsteboligen, der er tilknyttet Det Hvide Hus.

78-årige Joe Biden bliver onsdag klokken 12.00 amerikansk tid indsat som USA's 46. præsident, når han aflægger ed med hånden på Bibelen. Kamala Harris bliver hans vicepræsident. Biden har på forhånd sagt, at han kun vil sidde en enkelt periode i Det Hvide Hus. Derefter kan vejen være banet for Kamala Harris ved præsidentvalget 2024.
78-årige Joe Biden bliver onsdag klokken 12.00 amerikansk tid indsat som USA's 46. præsident, når han aflægger ed med hånden på Bibelen. Kamala Harris bliver hans vicepræsident. Biden har på forhånd sagt, at han kun vil sidde en enkelt periode i Det Hvide Hus. Derefter kan vejen være banet for Kamala Harris ved præsidentvalget 2024. ANGELA WEISS

Efter Joe Biden har aflagt ed som USAs 46. præsident, vil han ved en ceremoni lægge en krans til ære for de faldne på den enorme militære kirkegård, Arlington, hvor flere end 290.000 veteraner fra USAs krige ligger begravet.

Her deltager også de tidligere præsidenter Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama. Men altså ikke Donald Trump, som på det tidspunkt for længst er ankommet til Florida.

Kun tre gange tidligere i amerikansk historie har en afgående præsident aktivt fravalgt at være til stede ved sin efterfølgers indsættelse.

Sidste gang det skete var helt tilbage i 1869. De to forrige gange var i 1801 og 1829.

Der arbejdes på højtryk i Washington D.C. for at gøre klar til indsættelsen af Joe Biden. Ceremonien er omgærdet af et hidtil uset sikkerhedsudbud efter stormen på og belejringen af Kongressen forrige onsdag. 25.000 kampklædte tropper fra Nationalgarden er i hovedstaden.
Der arbejdes på højtryk i Washington D.C. for at gøre klar til indsættelsen af Joe Biden. Ceremonien er omgærdet af et hidtil uset sikkerhedsudbud efter stormen på og belejringen af Kongressen forrige onsdag. 25.000 kampklædte tropper fra Nationalgarden er i hovedstaden. JUSTIN LANE

Da Richard Nixon gik af som præsident i 1974, deltog han heller ikke ved indsættelsen af Gerald Ford. Nixons fravær skyldtes dog ikke, at han selv havde fravalgt det, men fordi han efter Watergate-skandalen havde forladt embedet i vanære.

I samme minut, Donald Trump og Melania Trump onsdag morgen for sidste gang går ud af Det Hvide Hus, skal embedsboligen vaskes og desinficeres rum for rum, fordi Trump-familien og store dele af staben har været ramt af covid-19.

Lige i halen på den store hovedrengøring bliver Det Ovale Værelse samt det kommende præsidentpars private gemakker indrettet, som parret på forhånd har ønsket.

Dermed bliver der på rekordtid gjort klar til, at Joe Biden og den ny FLOTUS – First Lady of The United States – kan indtage Det Hvide Hus.