Mange danskere har udsigt til at spilde sommerferien i udlandet med at sidde på tønden.

Det frygter i hvert fald Maria Brix Balle, der er biolog og hygiejneekspert i hygiejnevirksomheden Initial.

I en pressemeddelelse siger hun:

»Årsagen til at vi ofte bliver syge på udlandsrejser, er, at vi udsættes for fremmede bakterier og vira. Og med det historisk høje antal udenlandsrejser til sommer forventer vi desværre også et boom i danskere, der får maveonde på ferien«

Ofte findes de største bakteriebomber, der kan forårsage for eksempel turistdiarré, via fødevarer, i swimmingpools og steder med mange mennesker som for eksempel lufthavne og større hotelreceptioner.

»Selvom de fleste ikke længere skænker corona en tanke, er det død og pine vigtigt, at vi holder fast i de gode hygiejnevaner, hvis ferien ikke skal ødelægges. Det kan nemlig gøre en stor forskel, når vi husker at holde afstand til hinanden og kun hoster eller nyser i ærmet,« siger hygiejneeksperten og fortsætter:

»Det kan dog være svært at kontrollere på en rejse, og derfor er god håndhygiejne helt afgørende, hvor vi husker afvaske hænder og bruge håndsprit jævnligt.«

Maria Brix Balle kommer blandt andet med følgende råd til at undgår feriens bakteriebomber:

– Medbring håndsprit i tasken, hvis du ikke har adgang til håndvask. Brug den ofte, for eksempel efter du har rørt ved et dørhåndtag på et toilet.

– Hold behørig afstand til andre mennesker og vær opmærksom på steder med mange mennesker, for eksempel lufthavnen eller offentlig transport.

– Undgå utilberedt mad, for eksempel rå fisk og æggeblommer.

– Spis kun rå frugt og grønt, der er skrællet eller pillet af dig selv.

– Undgå postevand og frabed isterninger, når du bestiller drikkevarer.