Det skabte udpræget dronepanik, da Danmark i løbet af et par dage i september oplevede flere dronehændelser over lufthavne og flyvestationer.
Der blev talt om, at man slet ikke er parat til at håndtere russisk hybridkrig.
Nærmest udelukkende skidt nyt for Danmark og en række andre Nato-lande, som over de seneste år i stigende grad har oplevet hybridangreb, der formodes at stamme fra Rusland.
Men sådan skal man ikke udelukkende se på den russiske hybridkrig mod Danmark, Europa og Nato, lyder det fra to personer med indsigt i situationen.
Den ene er den tidligere australske general og militæranalytiker Mick Ryan.
Fra sit hjem 'down under' følger han krigen i Europa tæt og opdaterer sine mange følgere på sociale medier med sine betragtninger.
Og han har også bidt mærke i udviklingen i den russiske hybridkrig.
Den har blandt andet budt på droner over Polen, Sverige, Tyskland og Danmark. Jamming af GPS i store dele af Baltikum og Østersøen. Sabotage og brandattentater i en række Natolande. Omfattende cyberangreb.
Og man kunne blive ved.
Men det er ikke udtryk for, at Rusland er oven på. Hverken i krigen i Ukraine eller i sin kamp mod Europa og Nato, mener Mick Ryan.

»Putin truer de europæiske lande. Det står meget klart,« siger den tidligere australske general og uddyber:
»Hybridkrig mod Danmark og Vesten er noget, en bekymret Putin gør.«
Den opfattelse deler en anden person, som følger krigen i Ukraine og den russiske hybridkrig mod Nato tæt.
Det er Estlands udenrigsminister Margus Tsahkna.
Han opfatter de hyppige russiske hybridangreb som et forsøg på at splitte, forklarer han til B.T.
»Rusland har benyttet sig af mange forskellige former for hybridangreb mod Nato og EU-lande. De forsøger at knække det vestlige sammenhold, svække vores samfund og reducere vores støtte til Ukraine,« lyder det fra Margus Tsahkna.
Og så kommer han med en lignende pointe som den, Mick Ryan kom med til B.T.
»De her hændelser viser, at Rusland er svag – de kan ikke vinde på slagmarken – og forsøger at dække over sine fiaskoer ved at gå efter Nato og EU-lande,« siger Margus Tsahkna.