Danmark, Estland, Letland, Litauen, Tyskland, Frankrig, Bulgarien, Polen, Slovakiet, Rumænien, Italien, Storbritannien.

Det er bare et udpluk af de lande, som i løbet af de seneste måneder har været genstand for mystiske hændelser. Nærmest dem alle har en fællesnævner:

Rusland er under mistanke.

Den hændelse, som de fleste herhjemme med stor sandsynlighed har lagt mærke til, fandt sted mandag syd for Gedser.

Her skød en russisk fregat med flares mod en dansk militærhelikopter, hvilket blev mødt af kraftige reaktioner fra dansk side.

Men som reaktionerne på den betændte sag tikkede ind tirsdag, så var der rundt omkring i Europa andre voldsomme hændelser.

15. september var der stor udrykning i det østlige Litauen, efter et Nato-jagerfly skød en drone ned nær landsbyen Pratkunai. Det er bare én af mange mystiske hændelser over Europa de seneste uger.  Lithuanian Army/Reuters/Ritzau Scanpix

I Tyskland blev der mandag 14. september fundet resterne af en drone nær den strategisk vigtige militærbase i Wunstorf.

Dagen efter, 15. september, blev der skudt en drone ned over Litauens luftrum. Den nedskudte drone havde eksplosiver ombord, og kom efter alt at dømme fra Hviderusland, som er en god ven og nær allieret af Rusland.

Samme dag i den anden ende af det europæiske kontinent fandt en serie af mystiske hændelser sted i Holland, hvor en række objekter blev placeret på landets jernbaner, hvilket førte til udbredt togkaos.

De hollandske myndigheder har været ude og beskrive sagen som 'sabotage'.

Her kan man se, hvor en række af de forskellige mulige hybridangreb er fundet sted de seneste uger. Mere end ti lande har været genstand for mystiske hændelser, hvor mistanken rettes mod Rusland. Google Maps / Frits Adler

Og det er bare i denne uge. I løbet af weekenden og sidste uge var der også adskillige hændelser af mystisk hybrid karakter.

  • 8. september blev en russisk statsborger anholdt i Rumænien under spionage-mistanke.

  • 9. september sigtede britiske myndigheder en engelsk mand for mulig sabotagevirksomhed på vegne af Rusland.

  • 11. september blev et tog afsporet i Frankrig med 44 tilskadekomne efter mulig sabotage.

  • 12 september var der brand og eksplosion hos en våbenproducent i Bulgarien.

  • 13. september var der dronealarm over lufthavnen i Vilnius i Litauen.

Og så var der det russiske angreb 13. september på en togstation ved grænsen mellem Polen og Ukraine.

Kort forinden havde et tog med den tidligere britiske premierminister Boris Johnson og den tidligere svenske statsminister Carl Bildt – begge store fortalere for støtte til Ukraine – forladt stationen.

Skaderne efter et russisk angreb på en togstation nær den polsk/ukrainske grænse 13. september. Social Media/Reuters/Ritzau Scanpix

Og det er bare den seneste uge.

Som B.T. tidligere har beskrevet, så har der i løbet af sensommeren og det tidlige efterår ligeledes været en række mystiske hændelser.

De tæller blandt andet to brande og eksplosioner på ammunitionsfabrikker i henholdsvis Bulgarien og Italien, et attentatforsøg i Warszawa, adskillige dronehændelser i Baltikum og Rumænien samt dronehændelsen ved Leipzig/Halle Lufthavn.

Det er ikke sikkert, at alle de efterhånden mange mystiske hændelser rundt omkring i Europa, kan kobles direkte til Rusland. Men mistanken er til stede.

Sådan så det ud ved Leipzig/Halle Lufthavn i begyndelsen af august, hvor en drone ramte et fly, mens en anden blev fundet med eksplosiver ombord nær et ukrainsk fragtfly. Filip Singer/EPA/Ritzau Scanpix

Og de europæiske ledere ser det også sådan. 

Det stod klart, efter statsminister Mette Frederiksen (S) kommenterede hændelsen mellem den russiske fregat og den danske militærhelikopter:

»Det er en del af det mønster, vi ser i hele Europa. Med et stadig mere aggressivt og selvhævdende Rusland, der har intensiveret hybridkrigen mod Europa,« lød det fra statsministeren.