Her er nøglespørgsmålet i spionsagen fra Salisbury: Hvis det var russerne - hvorfor var de så ikke mere bange for at gennemføre et angreb med en nervegift midt i en britisk by? Bl.a. fordi russerne har lært, at briterne er mere interesserede i russiske penge end en russisk konflikt, siger kritikere.

Marina Litvinenko har set det hele før. Hun har set politifolkene i overlevelsesdragter, hun har set de forgiftede gerningssteder, og hun har hørt det hule ekko af en hånlatter fra Moskva.

I 2006 forgiftede russiske agenter hendes mand, som på kort tid tabte håret, visnede og døde en grusom død på et sygehus i London.

Nu sker det så igen: En russisk spion og hans datter kæmper for livet efter endnu et formodet russisk giftangreb på britisk jord, og i et interview i The Independent undrer Marina Litvinenko sig:

»Hvis russerne gjorde det - hvorfor i alverden gjorde de det?«

Det er hele kernen i den uhyggelige spionsag og i mere end én forstand: For russerne skulle i givet fald have en grund til at gøre det, og den grund skulle veje tungere end grunden til ikke at gøre det.

Eller sagt på en anden måde: Når de besluttede sig for en aktion, afvejede de aktionen over for en britisk reaktion, og den pågældende reaktion afskrækkede dem ikke - og derfor skete det. De var ikke bange nok for briterne.

Og det er faktisk det største problem, skriver professor og Ruslands-ekspert Robert Service i Spectator.

»Krigserklæring«

For russerne burde have været bange for at gøre, hvad de gjorde, hvis det var dem, der gjorde det. De burde have været bange for at angribe en tidligere russisk spion og hans datter med nervegift ved højlys dag midt i en sydengelsk by. Og de burde have været bange for at forgifte andre og uvedkommende, som f.eks. den britiske politimand, der også blev ramt, ligesom de burde være bange for at udvirke endnu en storpolitisk konflikt.

Sergej Skripal er en tidligere oberst i den militære russiske efterretningstjeneste GRU, og siden begyndelsen af 1990erne spionerede han for briterne. Russerne fængslede ham i 2004 - billedet her er fra retssagen - og i 2010 blev han spionudvekslet med russiske spioner. Siden har han boet i Salisbury i Sydengland.
Sergej Skripal er en tidligere oberst i den militære russiske efterretningstjeneste GRU, og siden begyndelsen af 1990erne spionerede han for briterne. Russerne fængslede ham i 2004 - billedet her er fra retssagen - og i 2010 blev han spionudvekslet med russiske spioner. Siden har han boet i Salisbury i Sydengland. Foto: Stringer .
Vis mere

Tag bare valget af offer, den 66-årige Sergej Skripal, som havde spioneret mod sit hjemland og siddet i russisk fængsel, men som i 2010 blev spionudvekslet. Han havde angiveligt trukket sig tilbage til en pensionisttilværelse i Salisbury i Sydengland.

Dermed var han efter alle gængse spilleregler ude af spionspillet, som forfatteren Edward Lucas siger til BBC: »Det er et helt ekstraordinært og forvovent valg af offer. Det bryder ikke bare alle spillereglerne, det opfinder et nyt spil … Det er et slag direkte i ansigtet på Storbritannien, en krigserklæring,« siger han.

Læg dertil, at russerne også gik efter Skripals datter, Julia, som bor i Moskva, og som ikke har noget med spionverdenen at gøre. Russerne er ifølge Times ikke gået efter spioner og statsfjenders børn, siden de i 1930erne gik efter Leon Trotskis børn, og nu kæmper Julia Skripal sammen med sin far for livet.

Tag også valget af drabsvåben. Ifølge britisk politi var der tale om en uspecificeret nervegift, og de mest kendte nervegifte er sarin og VX. Begge gifte er den slags, som stater bruger i kemisk krigsførelse, bare en dråbe kan slå ihjel, og nordkoreanske agenter brugte f.eks. VX til at dræbe en formodet modstander i Kuala Lumpurs lufthavn sidste år.

Britisk politi går ud fra, at gerningsmændene i Salisbury har sprøjtet Skripal og hans datter i ansigtet med giften, men sådan en forgiftning er ikke kun farlig for ofrene, som Guardian noterer. Nervegifte som VX bliver hængende i tøj, hår og fysiske omgivelser og i relativ lang tid, og bare den mindste kontakt kan slå ihjel. Den første betjent på gerningsstedet ligger nu »alvorligt syg« på hospitalet, en anden betjent er blevet behandlet, og mindst ti andre personer er blevet tilset for forgiftning, oplyser politiet. Dele af centrum i Salisbury er afspærret, og specialister i overlevelsesdragter finkæmmer og renser bl.a. en italiensk restarant og en pub, som far og datter forinden havde været på. Og det kunne være gået meget værre.

Russiagate

Sådan et angreb - sådan et offer, hans børn, valget af våben, risikoen for collateral damage - er den slags, som gerningsmændene burde have været bange for at udføre i et NATO-land.

Men det var de altså ikke - og hvorfor ikke?

Der er to svar, og det ene har noget med ofret at gøre. Han kunne være så vigtigt et offer, at det opvejede farerne i angrebet, og som professor Mark Galeotti siger til Guardian - det kunne tyde på, at Skripal var aktiv i spionverdenen igen. Galeotti tror ikke på teorien om, at Putin beordrede angrebet for politisk vindings skyld forud for det kommende valg - »han er sikker på at vinde alligevel«, siger Galleotti. Kilder siger til Daily Telegraph, at Skripal samarbejdede med Orbis, en gruppe af tidligere MI6-agenter, der bl.a. tæller Christopher Steele. Steele er en tidligere MI6-agent i Rusland, og det var ham, som først opdagede Donald Trumps russiske forbindelse og startede hele Russiagate i USA.

Det er det ene mulige svar. Rusland opfattede Sergej Skripal som så vigtigt et mål, at de ikke var bange for at gennemføre angrebet eller for at rode hans datter og andre ind i det.

Det andet svar har noget med briterne at gøre, nemlig at Rusland opfattede Storbritannien som så uvigtig en forhindring, at de ikke var bange for at gennemføre angrebet, som Marina Litvinenko siger til The Independent. Og det er også pointen i den måske mest omfattende bog om det radioaktive drab på Litvinenko. I »A Very expensive posion« blotlægger journalisten og forfatteren Luke Harding, hvordan britiske regeringer efter drabet på Litvinenko i 2006 gjorde krumspring for ikke at fornærme russerne.

Den nuværende premierminister, Theresa May, forsøgte således i sin tid som justitsminister at mørklægge sagen - med den forklaring, at det var regeringens politik at tiltrække russiske penge, ikke skræmme dem væk. Da hun mod sin vilje blev tvunget til at gennemføre en dommerundersøgelse, lød dommerens konklusion, at præsident Putin personligt beordrede drabet på Litvinenko, og at den britiske nølen bagefter havde lært ham, at han kunne slippe afsted med det, skriver Luke Harding.

Den britiske justitsminister og forsvarsminister benægtede torsdag, at regeringen selv indirekte var skyld i angrebet, fordi Putin har lært, at briterne er mere interesserede i russiske penge end en russisk konflikt. Hvis det er Putins opfattelse, må han lære noget andet, sagde forsvarsminister Gavin Williamson til BBC.

»Rusland ændrer i øjeblikket begrebet konflikt - hele den måde, som vi betragter og udkæmper konflikt på. Rusland er stridbar, Rusland er aggressiv, og vi er nødt til at ændre den måde, som vi tackler dem på. Vi skal ikke havne i en situation, hvor en anden nation efter forgodtbefindende kan skubbe rundt med os,« sagde han.